Grønlandske politikere til politisk NATO-møde for første gang
Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalgdeltager i disse dage i et Nato-møde i København. Det er første gang, at grønlandske politikere deltager ved NATO Parliamentary Assembly.
Statsminister Mette Frederiksen og Ukraines præsident Volodymyr Zelinsky, der deltager virtuelt, er begge på talerlisten, når mere end 250 politikere fra de 31 NATO lande i weekenden og mødes i Bella Centret i København.
Her deltager grønlandske politikere for første gang på en samling, hvor politikere fra alle 31 NATO-lande samledes for at diskutere de væsentligste udfordringer, NATO står overfor.
Pele Broberg, Naleraq, er godt tilfreds med at være tilstede:
- Anerkendelse, erfaring og øvelse. På et tidspunkt, skal vi sidde her udenom Danmark, så vi skal jo lære de her funktioner at kende. Vi er taknemmelige for den invitation, Aki-Mathilda Høegh-Dam i Folketinget har udvirket for os, siger han.
Ikke selvskrevet at Grønland deltager
De grønlandske politikere, alle fra Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, deltager som observatører på invitation af det danske folketings delegation til NATO PA. Der er dog ingen sikkerhed for, at Grønland vil være repræsenteret næste gang. Grønland er ikke et selvstændigt medlem af NATO og har ikke automatisk plads i NATO Parliamentary Assembly.
Danmarks forsvarsminister Troels Lund Poulsen anbefaler i sit indlæg i Bella Centret et stærkere NATO i Arktis, selvom Danmark for få år siden mente det modsatte.
Norge, USA og Storbritannien ser gerne, at NATO får et stærkere engagement i Arktis — blandt andet fordi Rusland og Kina øger deres indflydelse i regionen. Andre frygter, at flere NATO-styrker i Arktis kan provokere Rusland.
Verdenssituationen påvirker Arktis
NATO-parlamentarikere skal ikke beslutte noget om Arktis i København, men primært suge ny viden til sig.
Kristian Søby Kristensen, chef for Center for Militære Studier på Københavns Universitet, forklarer fra talerstolen, at krigen i Ukraine har stor effekt på sikkerheden i Arktis, ikke mindst fordi en stor del af præsident Putins styrker er baseret i det russiske Arktis.
En hundeslæde, en snescooter og et par telte fra Siriuspatruljen pryder lobbyen som visuelt eksempel på, hvordan det danske forsvar opererer i Grønland.