Grønlandske penge lagt på is
Nationalbanken har opsagt aftalen med Naja Abelsen, der skulle tegne pengesedler til Grønland, skriver berlingske.dk.

Folketinget vedtog i 2006, at Grønland skal have sine egne pengesedler.
"Lov om pengesedler i Grønland" trådte i kraft den 1. juni 2007, men sedlerne har været længe undervejs. Nu er de stødt på endnu en forhindring.
Den dansk/grønlandske kunster Naja Abelsen er udpeget at Landsstyret til at tegne sedlerne, som skal illustreres med grønlandske fjelde og dyr.
Naja Abelsen havde frist til udløbet af i går med at aflevere tegningerne til Nationalbanken, som skal producere sedlerne. Den frist er tilsyneladende ikke mødt.
- Samarbejdet mellem banken og Naja Abelsen er ophørt. Det er for tidligt at sige noget om de tidsmæssige konsekvenser for de grønlandske pengesedler, siger nationalbankdirektør Torben Nielsen, som ikke har yderligere kommentarer.
Naja Abelsen håber stadig på en løsning, så hun kan tegne sedlerne.
- Officielt er jeg sat af projektet og det er jeg meget ked af. Jeg har fået en frist til på mandag med at komme op med en alternativ løsning, siger Naja Abelsen, som er bosat i Tisvildeleje.
Hun forklarer forsinkelserne med, at aflønningen for penge-projektet er så dårlig, at hun er nødt til at arbejde ved siden af.
- Jeg arbejder på at søge støtte via fonde, siger hun til Berlingske.dk.