Grønlandsk par i DK: Vi har det godt - men savner Tasiilaq

Et stort antal grønlændere bor i Danmark og fejrer naturligvis også jul og nytår der. To af dem er Asta på 64 og Jens på 50, der har været sammen i 21 år, og som her fortæller, hvordan de er endt i den sydlige del af rigsfællesskabet.

De flyttede til Danmark fra Tasiilaq i 2013. Asta er født i Tasiilaq. Jens i Isertoq, som ligger 100 km vest for Tasiilaq. Jens’ mor boede i Danmark, og de ville gerne prøve noget nyt.

I Tasiilaq arbejdede de begge på kollegiet. Asta med tilsynsopgaver og Jens i kantinen.

Randers var første destination. Odense var den næste. I de første år boede de i Vollsmose i Odense. Den boligblok de boede i der, skulle rives ned. De er blevet genhuset i en stuelejlighed i Odense forstaden Højstrup. Julestjernen i vinduet fortæller, at her bor en grønlandsk familie.

Det er Asta, der for det meste fører ordet under vores samtale over en kop kaffe i deres lejlighed. Asta taler et fornemt dansk. Det kniber mere for Jens.

- På en måde var det lidt trist, da vi flyttede fra Vollsmose, fortæller Asta Ignatiussen.

- Vi var mange grønlandske familier, der boede i Vollsmose, og det var dejlig trygt.

Uden job

Hverken Asta eller Jens har haft arbejde i Danmark. Asta har søgt flere gange. Nogle rygproblemer, som der heldigvis er kommet styr på, har været et af prolemerne, som Asta har haft at slås med. Det har været hårdt, når man altid har arbejdet. De har nu affundet sig med at være pensionister.

- Det kan også i nogle situationer være en udfordring at være grønlænder i Danmark, måske ikke mindst, når man er østgrønlænder, fortæller Asta stille og roligt.

- Heldigvis har vi fået utrolig stor hjælp fra en sagsbehandler ved Odense Kommune. Han har været fantastisk, når der har været et eller andet, som vi skulle have hjælp til ikke mindst her i forbindelse med Jens’ sygdom.

Blev ramt af en hjerneblødning

4. september i år er en dato, som de to aldrig glemmer. Jens vågnede, og det hele føltes mærkeligt. Kunne ikke spise. Heldigvis blev lægen kontaktet. En scanning afslørede en blodprop i hjernen. Jens kunne ikke mærke højre arm og højre hånd.

- Jeg blev indlagt, og begyndte genoptræningen med det samme, fortæller Jens.

- Her tre måneder efter går jeg til træning to gange om ugen, og det hjælper stille og roligt.

Jens har altid tegnet meget, og det begynder så småt at komme igen, selv om den dårlige arm og hånd driller.

Når Jens tegner, hækler Asta. Det har hun lært på nettet.

I forbindelse med Jens’ sygdom og indlæggelse har Asta tolket meget for Jens. Det er gået så fint, at en medarbejder ved Odense Kommune har spurgt, om Asta kunne tænke sig at tolke for dem engang imellem.

- Jeg har heldigvis altid været god til dansk. Jeg var på efterskole, da jeg var en stor pige. Der fik jeg lært dansk. Har netop for første gang i 50 år mødt min plejesøster fra dengang. Det er så dejligt at tænke tilbage på alle de gode oplevelser. Brugte også dansk, da jeg for mange år siden var på Teleskolen i Qaqortoq. Tolkede også mange gange, da jeg arbejdede på kollegiet hjemme i Taasilaq.

Vi har det godt

Asta og Jens har ingen fælles børn. Asta har fire og Jens et enkelt fra tidligere forhold.

Sygdom har i de senere fyldt meget for de to. Asta har også en søn, som har været syg.

- Jeg har mange gange tænkt, at det er godt, at vi bor her i Danmark, når sygdom rammer. Det er nemt med læge og sygehus, siger Asta og fortsætter:

- Tænker vi på hele vores situation, så tror jeg, at vi har det bedre, end hvis vi var i Grønland.

Priserne i butikkerne er heller ikke så høje, som i Grønland. Bortset fra, når vi skal købe grønlandsk mad.

- Om torsdagen tager vi om regel til Det Grønlandske Hus, og ser, hvad de har. Desværre er det rigtigt dyrt, og de har normalt ikke ret meget. Det er også om torsdagen, at Cafe Allu har åbent, så den besøger vi.

Tit og ofte spiser de to varm mad om middagen i Kirkens Korshærs Varmestue. 20 kroner koster et måltid varm mad.

Selvfølgelig savner vi Tasiilaq

- Det er selvfølgelig mange forskellige ting. Klimaet. Samværet med andre mennesker. Den gode mad. Det er noget, som bliver forstærket ikke mindst i en regnvejrsjul i Danmark.

- Heldigvis har vi lige været i Vejle til Fællesforeningen Inuits Julehilsen til Grønland. Det er altid så dejligt at møde andre grønlændere, som man ikke har set i lang tid. Få snakket, grinet, sunget og måske grædt lidt, slutter Asta vores dejlige samtale.

Asta og Jens Ignatiussen fejrer julen i Odense sammen med lidt familie.