spark og tramp
Grønlandsk mand sigtes for grov vold - mod landsmand
En 22-årig mand fik spark og tramp i hovedet, da han natten til torsdag blev overfaldet på værtshus i København
En 22-årig mand fra Grønland blev natten til torsdag offer for et groft overfald i København.
Overfaldet foregik på værtshuset Skarv i Pilestræde, der blandt andet er kendt for at være hjemsted for grønlandske værtshusgængere.
- Det er en grov sag, hvor den forurettede bliver sparket i hovedet, og efterfølgende bliver han også trampet i hovedet, fortæller central efterforskningsleder Sajjad Haider fra Københavns Politi.
Ifølge efterforskningslederen er sagens offer ikke kendt af politiet i forvejen, mens gerningsmanden er kendt for tidligere at have begået vold.
Gerningsmanden er en 30-årig mand, som også er fra Grønland. Han er anholdt, og politiet vil nu begære manden varetægtsfængslet.
- Han bliver sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245, fortæller Sajjad Haider