Grønlandsk kollegiefællesskab i København skudt til hjørne

For et år siden lød det, at der ville stå kollegieboliger klar i 2024 til grønlandske studerende i København. Men nu viser det sig, at boligerne bliver alt for dyre. Skuffende forløb, siger medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, der mener, at Det Grønlandske Hus i København har sovet i timen.

Den oprindelige plan var at allokere 25-30 boliger til grønlandske førsteårsstuderende i det kommende »Bycampus« på Frederiksberg. Men de boliger kommer til at koste 8.000 kroner om måneden.

I både Aarhus og Odense er der kollegieværelser allokeret til grønlandske førsteårsstuderende, der dermed har mulighed for at bo sammen med andre fra Grønland, hvilket øger trygheden i forbindelse med studiestart.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Men i København er der ikke den samme mulighed. De to partier Inuit Ataqatigiit og Siumut i Folketinget har ellers i flere år presset på for, at der skal findes en løsning på boligudfordringerne i København.

Tilskud til De Grønlandske Huse

I 2021 og 2022 fik de to politikere afsat halvanden million på den danske finanslov, så Det Grønlandske Hus i København kunne undersøge mulighederne for at få etableret et kollegie eller via samarbejdspartnere få fremskaffet 25-30 kollegieboliger i Hovedstadsområdet, og i 2023 lykkedes det dem at få afsat seks millioner kroner over tre år som et tilskud til De Grønlandske Huse til etablering af kollegiefællesskaber i henholdsvis Aalborg og København.

I Det Grønlandske Hus i Aalborg fik man relativt hurtigt etableret kollegieboliger i Idrætsbyen på Hadsundsvej. Og i Det Grønlandske Hus i København lød det i februar 2023, at man ville gå videre med et scenarie, hvor NGO’en Housing Foundation Copenhagen skulle sørge for at finde et selvstændigt klyngehus bestående af 28 boliger og et fælleslokale til de grønlandske studerende i det kommende »Bycampus«, der er under opførelse mellem Rolighedsvej, Bülowsvej og Åboulevarden på Frederiksberg og som oprindeligt skulle være indflytningsklar i august 2024.

Boligsøgning påvirker faglig og social indsats

Ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark afbryder de grønlandske studerende ikke

deres uddannelse som følge af mangel på bolig. Men de studerende oplever at bruge uforholdsmæs-

sigt mange ressourcer på at få et overblik over boligsøgningen og forstå processerne:

– 57 procent føler, at det har påvirket deres faglige indsats

– 48 procent at det har påvirket deres sociale liv

– 39 procent har oplevet, at det var svært at få hverdag til at hænge sammen økonomisk

8.000 kroner i husleje

Aktuelt ser byggeriet dog ud til at være forsinket et halvt år, men værre er det, at forhandlingerne mellem Det Grønlandske Hus i København og Housing Foundation Copenhagen ikke er faldet ud til de studerendes fordel.

– Vi har sådan set haft en fin dialog med Housing Foundation Copenhagen, fordi de opfyldte de kriterier, vi havde til kollegierne. Det vil sige at det skulle være i et internationalt miljø, et samlet sted og med fælles lokaler. Dertil var der tale om møblerede boliger. Prisen fik vi desværre først oplyst her i februar i år, hvor det kom frem, at hvert værelse vil komme til at koste mellem 6.000 og 8.000 kroner. Det nævnte jeg på et foreningsmøde, hvor Avalak var tilstede, og de skrev efterfølgende et brev til os om, at det var alt for dyrt, hvilket bekræftede min egen mavefornemmelse, siger direktør Leise Johnsen, der derefter begyndte at kigge på andre løsningsmuligheder.

– Jeg har spurgt Social- og Boligstyrelsen om vi via bevillingen til kollegieværelser til grønlandske studerende kan få lov at subsidiere den dyre husleje, så den kommer ned på et niveau, der er til at betale. Men det har vi fået nej til.

Aktuelt arbejder Det Grønlandske Hus i København derfor videre med en model, hvor grønlandske studerende kan få hjælp til at søge bolig i den individuelle søgning.

– Vi arbejder på at oprette en mailadresse i Det Grønlandske Hus, så grønlandske studerende kan få hjælp fra en medarbejder her i huset til at søge bolig, så man ikke selv skal sidde med det. Det er det, vi arbejder på at få godkendt i Social- og Boligstyrelsen lige nu, siger Leise Johnsen, der satser på at kunne guide de studerende i retning af nogle få kollegier som for eksempel Øresundskollegiet på Amager, Morbærhaven i Albertslund og Herlev Kollegiet.

Endelig er der trivselsspørgsmål, som Det Grønlandske Hus i København også gerne vil adressere med ansættelse af en person, der kan understøtte de studerendes behov.

Det er ikke godt nok

På Christiansborg er medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit dog langtfra imponeret over indsatsen i Det Grønlandske Hus i København:

– De må tilbage til tegnebrættet og finde en anden og mere permanent løsning. Det er simpelthen ikke godt nok at sige, at man vil ansætte en medarbejder, der skal hjælpe de studerende med at finde en bolig. Meningen var jo, at der skulle etableres kollegiefællesskaber som i Aarhus og Odense. Jeg mener, at Det Grønlandske Hus i København har sovet i timen, og jeg har udtrykt min skuffelse over, at de ikke har kunne finde en bedre løsning. Jeg synes også, det er meget sent i forløbet, at de finder ud af, at huslejen er for dyr. Jeg undrer mig over, at vi politikere ikke er blevet orienteret undervejs. Vi kunne måske havde hjulpet. Men jeg fik først besked, da Avalak sendte en bekymringsskrivelse til Folketinget her for nylig, siger Aaja Chemnitz.

Ærgerligt forløb

Tilbage i Det Grønlandske Hus ville Leise Johnsen ønske, at der kunne findes en bedre løsning.

– Det er meget ærgerligt, at det ikke har kunne lade sig gøre på Frederiksberg, men der er tale om en privat bygherre, som kan sætte huslejen, som de vil. Og ifølge Housing Foundation Copenhagen så er der ikke problemer med at få udenlandske studerende til at betale 8.000 kroner i husleje.

Hvert år står cirka 35 grønlandske studerende uden tag over hovedet i København, når studiestarten nærmer sig, og det skaber uro og utryghed og kan i sidste ende føre til en tumultarisk studiestart og potentielt frafald.

Powered by Labrador CMS