se billeder
Grønlandsk kokkeelev i spansk madmekka
Kunuk Koch Hansen er som kokkeelev på tre ugers køkkentjans i Spaniens madmekka, Valencia
I august startede Kunuk Koch Hansen sammen med 120 andre unge på kokkeuddannelsen ved Aarhus Tech. Kunuk tager skoledelen af sin kokkeuddannelse i Aarhus. Praktikpladsen er sikret i køkkenet på Hotel Hans Egede i Nuuk.
Kunuk har ikke haft fravær fra undervisningen, og han har en god udtalelse fra sin lærer. Det blev adgangsbilletten til, at Kunuk sammen med otte andre elever blev udvalgt til i november at komme tre uger i praktik i køkkenet på en af de fineste restauranter i Valencia i Spanien.
Praktikopholdet er finansieret gennem EU's Erasmus program, hvor Aarhus Tech og en gruppe gourmet restauranter i Valencia deltager. Kunuk og Phu Pham fra Vietnam har fået praktikplads på Restaurante Seu Xerea, der på nettet figurerer som den sjette bedste restaurant i Valencia, der er Spaniens madmekka.
Stort ansvar
Den engelsk-burmesiske køkkenchef Steve Anderson giver de to unge elever et stor ansvar. Råvarer skal klargøres, retter skal forberedes, bestillinger skal effektueres, og maden skal anrettes efter forskrifterne.
- Vi får lov til at prøve det hele. Der er en god stemning i køkkenet, også når vi har travlt, fortæller Kunuk Koch Hansen.
Valencia er en havneby, og fisk skal være frisk, som vi kender det i Grønland. Kunuk var en meget tidlig morgen med på fiskeauktion, hvor de mange af Middelhavets fisk var under hammeren.
- Da jeg en morgen kom på arbejde, fik jeg besked på at rense en kæmpe blæksprutte, som fyldte hele den store vask. Jeg var bange for, at den var levende. Jeg fik heldigvis lidt instruktion i, hvad jeg skulle gøre, siger Kunuk.
Berigende ophold
Kunuk og Phu bor sammen i en lille lejlighed i hjertet af Valencias gamle bydel. Arbejdstiden er fra halv ti om morgenen til et om natten.
- Vi har siesta fra halv fem til halv otte om aftenen. Selvom det er mange timer i køkkenet, går tiden hurtigt, når man oplever så meget spændende. Vi har heldigvis fri om søndagen, og vi har fået set lidt af byen og dens seværdigheder.
For Kunuk er det en berigende oplevelse at være i praktik i Spanien. Udover at beherske grønlandsk, dansk og engelsk har Kunuk haft spansk i gymnasiet, og det er en stor fordel, for de fleste af de andre i køkkenet kan kun spansk, så det har hjulpet meget på spanskfærdighederne.
- Jeg håber, at flere kan få en oplevelse som mig, og jeg glæder mig til at komme hjem til Nuuk til februar, hvor jeg skal starte min praktik på Hotel Hans Egede. Så kan jeg måske få lov til at prøve nogle af de ting, som jeg har lært her i Spanien, fortæller Kunuk Koch Hansen glad fra Valencia.