Grønlandsk filmskat reddet

75 gamle grønlandske film er blevet digitaliseret af Nationalmuseet i Danmark. Nu er håbet, at de bliver udbredt her i Grønland

Nationalmuseet i Danmark har digitaliseret 75 grønlandske film. Foto: Nationalmuseet
Offentliggjort

Nationalmuseet i Danmark har digitaliseret 75 grønlandske 16 millimeter-film, der hovedsageligt stammer fra perioden fra 1920erne til 1940erne.

Det er sket i forbindelse med en digitalisering af Nationalmuseets i alt 248 etnografiske film i 16 millimeter-formatet, som er blevet digitaliseret, skriver KNR.

Antropolog Anne Mette Jørgensen, der er projektleder på digitaliseringen, siger til KNR, at hun håber, at filmene nu får nyt liv i undervisningssammenhæng og på tv – og bliver udbredt i Grønland.

Hun fastslår videre, at filmene er en fælles dansk og grønlandsk filmskat, som fortæller en hel masse om det møde, der er foregået mellem danskere og grønlændere op igennem det sidste århundrede.

De fleste af filmene er fra Grønlands Styrelse, der fik dem optaget som dokumentation for den danske kolonisering af Grønland, mens andre er doneret til museet fra folk fra hele verden.

Powered by Labrador CMS