Grønlands flora
Grønlands sjældneste orkidé
Blandt vores fem - sjældne - arter af orkidéer er Rhizoms gøgeurt den allersjældneste. Her er den!
Mange ved, at der findes orkidéer i Grønland, og har også set dem ude i naturen. Der findes fem orkidéarter i Grønland.
Den sjældneste af dem alle er Rhizoms gøgeurt ( på grønlandsk Milalinnguaq) som kun de færreste har set. Den vokser på fugtig, mosrig og kalkrig jordbund i pilekrat og på kær og heder. Så hvis du færdes på sådanne lokaliteter, så hold øjnene åbne for denne meget smukke lille orkidé.
Rhizoms gøgeurt er kun fundet på få lokaliteter i Vestgrønland op til Kangerlussuaq, en af lokaliteterne ligger i Sydgrønland, hvorfra dette foto stammer.
Filatelia udgav i 90'erne en serie frimærker med grønlands orkidéer, hvor Rhizoms gøgeurt også er med. Den er iøvrigt, som de øvrige orkidéarter, på Grønlands Rødliste over truede og sjældne arter.
Hvis du ser Rhizoms gøgeurt, så pas på den. Der er ikke mange!