klimaforandringer

Grønlands klimaside går i luften - igen

Climate Greenland er en portal med én samlet indgang til information og viden om klimaforandringer i Grønland

Offentliggjort

I dag torsdag lancerer naalakkersuisoq for boliger, natur og miljø samt nordisk samarbejde Miiti Lynge, Partii Inuit, det nye climategreenland.gl - selvstyrets hjemmeside om klimaforandringer i Grønland.

Climate Greenland er en portal med én samlet indgang til information og viden om klimaforandringer i Grønland. Den ser på klimaforandringer i bred forstand og har til hensigt at inspirere besøgende til at søge mere information hos de mange institutioner og projekter, der linkes til.

Portalen er på grønlandsk, dansk og engelsk og har den brede offentlighed, både i Grønland og udlandet som målgruppe.

- Climategreenland bidrager til at samle og skabe overblik over det arbejde og de institutioner, der er engagerede inden for klimaområdet i Grønland. Jeg håber, at siden kan blive et anvendeligt redskab for skoler, journalister og alle dem som måtte være nysgerrige for at vide mere om klimaforandringernes indvirkning på Grønland. Den er skrevet i et tilgængeligt sprog og giver god mulighed for at dykke dybere ned i de emner, som måtte have særlig interesse. Jeg er glad for at kunne præsentere siden i dag og ser frem til at se den brugt i undervisningssammenhænge, og hvor det ellers måtte være relevant, siger Miiti Lynge.

Fire hovedemner
Climategreenland.gl har eksisteret siden 2009 og blev i første omgang etableret i forbindelse med forberedelserne til EU-klimatopmødet i København i december 2009.

Naalakkersuisut relancerer nu siden i et nyt design og med opdateret indhold.

Den nye side er bygget op under fire hovedemner ’klimaforskning’, ’udledning og reduktion’, ’klimatilpasning’ og ’internationalt samarbejde’ og forholder sig på en gang til de udfordringer og muligheder, som et forandret klima medfører for Grønland.

Her kan du besøge climategreenland.gl

Hvad synes du om climategreenland.gl?

Powered by Labrador CMS