se billeder
Grønland vises frem på fornem norsk museum
Vandrerudstillingen ’Grønland for 100 år siden’ bliver for tiden vist på Frammuseet i Oslo
Det var festligt, da Uummannaq Polar Institutes udstilling ’Grønland for 100 år siden' onsdag åbnede i ’Gjøa-hallen’ på Frammuseet i Oslo.
Samtidig havde filmen ’Inuk’ norsk premiere i Frammuseets biografsal. Gjøa er det berømte skib, som Roald Amundsen i 1903-06 sejlede igennem Nordvestpassagen - som den første i verdenen.
Det var festligt, fordi Fridtjof Nansens oldebarn Anne Greve sammen med den danske ambassadør Torben Brylle klippede snoren til udstillingen efter taler af Frammuseets direktør Geir Kløver og Framkomiteens formand Olav Orheim og en introduktion til udstillingen ved Erik Torm fra Uummannaq Polar Institute.
Arrangementet var også festligt, fordi åbningen markerede et lille jubilæum, idet det var 20. gang, udstillingen blev vist siden verdenspremieren i Katuaq i juni 2012.
Indtil videre har udstillingen - udover i Grønland - været vist i Danmark, Tyskland, Frankrig, USA og Polen. Og nu altså i Norge.
Overstrømmende modtagelse
Inden forevisningen af ’Inuk’ optrådte Karina Møller sammen med nogle børn fra børnehjemmet i Uummannaq med inuitisk sang og trommedans fra Alaska. Filmen blev introduceret af forstander Ann Andreasen, som er filmens producer og Marc Buriot, som er co-producer på filmen.
Ifølge Erik Torm var publikums modtagelse af udstillingen og filmen ’overstrømmende’, og mange gjorde opmærksom på, at det var naturligt med en grønlandsk begivenhed på Frammuseet, som om noget er Fridtjof Nansens og Roald Amundsens museum, al den stund at Nansens gennembrud som polareventyrer og forsker netop tog sit udgangspunkt i hans krydsning af Grønlands indlandsis i 1888 - som den første nogensinde.
Se billeder under denne tekst - billedkvaliteten er desværre ikke god