Grønland og Island skal samarbejde mere om forskning
Grønland og Island indgår i ny strategisk aftale om at styrke samarbejdet indenfor forskning og uddannelse.
Grønlands Forskningsråd og det islandske forskningscenter Rannís har underskrevet et Memorandum of Understanding (MoU), som etablerer et nyt partnerskab om at styrke samarbejdet mellem de grønlandske og islandske forskningsmiljøer. Det skriver Grønlands Forskningsråd i en pressemeddelelse.
- Det har været en fornøjelse at drøfte de mange muligheder for at øge samarbejdet med vores islandske partnere. Der er en ægte interesse fra begge sider om at samarbejde omkring fælles forskningsprioriter og -interesser.
- På samme tid, hvad angår forskningspolitik og -investering, gør Island en masse, som Grønland kan lære af, siger formand for Grønlands Forskningsråd, Josephine Nymand om den nye aftale.
Natur, klima og køn
Partnerskabet søger blandt andet at understøtte muligheder for fælles finansiering og facilitering af aktiviteter og projekter, der kan være med til at fremme nye samarbejder indenfor forskning og uddannelse.
Det er særligt omkring emnerne fiskeri, havøkonomi, geopolitik, kønsstudier, grøn omstilling, naturfarer og klimaforskning, at de to lande vil øge samarbejdet.
Helt konkret kan det være i form af workshops, netværksarrangementer, seminarer, udvekslingsprogrammer for forskere og studerende med mere.
Begynder med et arrangement i august
For at fremme udviklingen af nye samarbejdsprojekter og fortsætte samtalerne om grønlandske og islandske forskningsprioriteter og fælles interesser, arrangeres en fælles workshop den 25.-26. august 2022 som et ’pre-event’ til Arctic Circle Greenland Forum.
Workshoppen skal samle grønlandske og islandske forskere, organisationer og virksomheder omkring temaerne fiskeri, blå økonomi, geopolitik og samfund. Workshoppen vil også kortlægge fælles finansieringsmuligheder og være en oplagt mulighed for at udvide sit netværk. Workshoppen organiseres i samarbejde med Arctic Hub og Icelandic Arctic Cooperation Network.