Grønland får sin første malteserridder
Mælkebøttens leder bliver slået til malteserridder for sin indsats for udsatte børn og unge i Grønland. Hun er den første i Grønland, der modtager ordenen.

Kirsten Ørgaard arbejder for at give udsatte børn og unge i Grønland en bedre tilværelse - og for at forebygge forældres omsorgssvigt af deres børn. For den indsats bliver hun den første i Grønland, som bliver slået til ridder af Malteserordenen.
- Jeg er meget glad, stolt og rørt over, at jeg får den ære at blive slået til ridder og modtage Malteserriddernes Hospitals Orden. Det varmer helt ind i hjertet og giver ny energi til at fortsætte arbejdet med at hjælpe omsorgssvigtede børn i Grønland, siger hun.
Kirsten Ørgaard er forstander af børne- og ungehuset Mælkebøtten i Nuuk, som tager sig af udsatte børn og unge. Hun har tidligere fået Red Barnets børnerettighedspris og Rotarys internationale Paul Harris Fellow orden.
Malteserriddernes hospitalsorden er en eftertragtet hæderbevisning, og der er kun 35 mennesker i Danmark, som har modtaget ordenen. Organisationen bag ordenen arbejder med humanitære velgørenhedsprojekter rundt om i verden.