Grønland får ikke DONG-oliepenge
Oliekonflikten mellem Grønland og Danmark tager til. De Konservative vil ikke acceptere, at Grønland får del i grønlandske DONG-indtægter.

Grønland kan godt glemme alt om at få del i de indtægter, som det statslige danske energiselskab DONG måtte få fra grønlandsk olie fra havet ud for Disko øen. Det fastslår det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen fredag i et voksende slagsmål om det olieeventyr, som der var enighed om indtil for nylig, og som kan blive helt afgørende for Grønlands fremtid. Ørum Jørgensen er medlem af Selvstyrekommissionens centrale arbejdsgruppe for økonomi og erhverv.
Det har skabt konservativ vrede i Danmark, at Grønlands politiske chef, landsstyreformand Hans Enoksen (Siumut), torsdag kastede sig ind i kampen om den parlamentariske Selvstyrekommissions arbejde. Enoksen slog fast, at Danmark ikke skal løbe med hele indtægten fra DONG, hvis Grønland skal dele indtægten fra et tilsvarende grønlandsk GONG.
- Vi kan ikke gå med til, at Grønland skal stilles ringere end Danmark, sagde Enoksen.
- Hvis vi går med til det danske forslag, vil det betyde, at Danmark får de fleste af de kommende olieindtægter fra den grønlandske undergrund. En sådan ordning ville være en alvorlig forringelse i forhold til den råstofordning, vi har i dag, lød det fra Enoksen i en pressemeddelelse.
Hårdknuden skyldes de 3,2 milliarder kroner, som Danmark årligt sender til Grønland som bloktilskud. Parterne var ellers enige om at dele indtægterne fra olien. I takt med, at Grønland får olieindtægter, skulle bloktilskuddet skæres ned. Det var parterne også enige om, indtil de begyndte at diskutere definitionen af indtægter. Indtægter til et GONG skal regnes med, mener De Konservative og Socialdemokraterne i Danmark. Så skal indtægterne fra DONG også deles, mener grønlænderne. Nej, siger danskerne.
Per Ørum Jørgensen vil sikre en "fair" modregning i bloktilskuddet.
- Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at vi både skal betale bloktilskud, mens Grønland høster hele gevinsten ved at bygge en stor egenkapital op i GONG, siger Per Ørum Jørgensen.
- Det er en større hårdknude, og det bliver ikke lettere af, at landsstyreformanden blander sig, siger han.
Grønlands mulige andel i olie ved Nordpolen har ikke været drøftet i kommissionen ifølge Ørum Jørgensen. Han går ud fra, at sådanne indtægter logisk hører under aftalen.
Selvstyrekommissionen skulle højtideligt have afsluttet sit arbejde tidligere på måneden med overrækkelse af en betænkning. Den fest er udsat på ubestemt tid.