- Grønland er andet end råstoffer

Generalsekretær i WWF Verdensnaturfunden Gitte Seeberg påpeger, at det er vigtigt at huske på andet end råstoffer og udsigten til penge

Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg påpeger, at det er vigtigt at huske på andet end råstoffer og udsigten til penge. Foto: WWF Verdensnaturfonden
Offentliggjort

Med vedtagelsen af storskalaloven og den nye råstoflov blev 2012 et skelsættende år for Grønland.

Sådan sagde formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist i sin nytårstale.

Men i et debatindlæg i dagbladet Politiken slår generalsekretær i WWF Verdensnaturfunden Gitte Seeberg et slag for, at vores land er andet end råstoffer.

- De store projekter er vigtige for Grønlands økonomi og fremtid som industriland. Men det er bekymrende, at naturen og miljøet fylder så lidt i debatten her i Danmark. Grønlænderne skal naturligvis ikke være det første folk, som ikke må udnytte sine naturressourcer, men det er vigtigt, at udviklingen sker på et bæredygtigt grundlag. Indtræffer en miljøkatastrofe, kan det være uoverskueligt og tage mange år at rette op på økosystemet, skriver Gitte Seeberg, som kommer med et konkret eksempel bestående af London Minings planlagte jernmalmmine i Isua i Godthåbsfjorden.

Hvad med dyrene?
- Vejen fra havn til mine går igennem områder, hvor der er rensdyr. Hvilken effekt vil det have på de støjfølsomme rensdyr? Også øgede skibstrafik i fjorden er bekymrende.

- Aldrig før har så store skibe som de, der ventes at servicere minen, sejlet i fjorden. Der er ikke foretaget undersøgelser over, hvilken effekt det vil have på fjordens dyreliv. Hvordan vil de store kolonier af fugle reagere på den øgede støj og forurening? Vil pukkelhvalerne, der hvert forår kommer til fjorden for at finde føde, også gøre det i fremtidens støjforurenede fjord? Hvad vil der ske med fjordens rige fiskeressourcer? spørger Gitte Seeberg blandt andet om i Politiken.

Deler du Gitte Seebergs bekymring? Eller hvordan ser du tingene?

Powered by Labrador CMS