Grønland blev støvsuget for udviklingshæmmede

Dagbladet Information sætter i dagens udgave fokus på en ny vinkel i forholdet mellem Danmark og Grønland i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til hjemmestyrets indførelse.

Til Danmark
I 1948 begyndte de danske myndigheder at sende grønlandske udviklingshæmmede til åndssvageforsorgen i Danmark, og fra 1953 tog nedsendelserne fart. I 1979 var der 118 udviklingshæmmede grønlændere under dansk særforsorg. Et tal, der på et tidspunkt steg til omkring 140.

For livet
- Grønlænderne troede ikke, de kunne løse problemet selv, og det var opfattelsen, at det, man gjorde i Danmark, var bedre. Danskerne så omvendt Grønland som så lavt og primitivt, at hvis man ikke fik de udviklingshæmmede til Danmark, blev det endnu værre for dem. Ofte troede man, at de blot skulle lære noget hernede og så hjem igen. Men for de fleste endte det som en anbringelse for livet, siger Jesper Vaczy Kragh, historiker og leder af et forskningsprojekt ved Svendborg Museum, til Information.

Læs: Grønlændernes beskæftigelse er på indvandrerniveau

Støvsugede
Igennem to årtier foretog danske læger konsultationsrejser langs den grønlandske kyst i politiets kutter om sommeren, hvor de lagde til og tog de udviklingshæmmede børn med om bord.

Flere kilder bruger udtrykket, at man ’støvsugede’ Grønland for udviklingshæmmede. At børn blev sendt tusindvis af kilometer væk fra deres kultur, sprog og familie blev ikke problematiseret, fortæller Stine Grønbæk Jensen, historiker og medforfatter til bogen 'Forvist til forsorg'

- Man gjorde det i den bedste mening. For hvad var alternativet? Det ville have været forkert næsten uanset, hvad man gjorde. Da man gik fra fanger- og fiskersamfund til industrisamfund, forsvandt grundlaget for omsorg for mennesker med funktionsnedsættelser. Det skabte nye normer og krav for støtte, siger Stine Grønbæk Jensen til avisen.

Sat tilbage
Mange af børnene blev sat tilbage i deres udvikling, påpeger Stine Grønbæk Jensen:

- Det var et chok at komme fra en bygd til en stor institution. Især sprogbarrieren gjorde, at grønlænderne lukkede sig sammen om sig selv. De havde hjemve, de savnede ikke kun deres familie, men også luften, duften, naturen og maden. Mange led også under uvisheden, og manglede forståelse for, hvorfor de var der. Og de havde ingen, der kunne tale deres sag, siger hun.

Læs: Folketingsmedlemmer efterlyser bedre integration