Grønland anno 2050

Kuupik Kleist fremlægger en vision for Grønlands rolle i en global verden

Kuupik Kleist har en drøm om Grønland år 2050. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

»Grønland er i 2050 én af tre selvstændige stater i et forfatningsretsligt revideret rigsfællesskab baseret på solidaritet, fællesskab og stærke historiske bånd. Grønlands bruttonationalprodukt er sammenligneligt med andre nordiske lande. Et rigt samfund med en høj grad af sammenhold og lighed i fordelingen af indkomst og muligheder«.

Sådan formulerer formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist sin vision for Grønland i år 2050.

For at nå dette mål om godt 38 år skal vi allerede i det næste årti udvikle selvstyret frem mod en nation med økonomisk uafhængighed. Redskaberne til at nå målet er
olie- og råstofudvinding, industrier baseret på vandkraft, et åbent samfund med udenlandske specialister indenfor bestemte erhverv, og ikke mindst et løft af det generelle uddannelsesniveau, også når det gælder internationale kompetencer som for eksempel sproget engelsk.

Kuupik Kleist fremlægger tirsdag eftermiddag i landstingssalen sine visioner for fremtidens Grønland i »Udenrigspolitisk strategi og redegørelse 2011«.

Ingen kan være i tvivl om, at den internationale interesse for vor del af verden stiger i disse år. Klimaændringerne kan gøre den gamle drøm om sejlads gennem Nordvest- og Nordøstpassagen til virkelighed, og mindre havis kan gøre det nemmere at udnytte olie og mineraler off shore. Til næste år vil Råstofdirektoratet udbyde nye olie- og gasfelter i havet ud for Nordøstgrønland, og olieselskaberne forbereder sig allerede i dag til olieboringer i Baffin Bugten helt op til bygden Savissivik.

Den udenrigspolitiske status plejer at være en redegørelse, men er i år udvidet til også at omfatte en strategi for det fremtidige arbejde i en stadig mere global verden.

Grønland skal styrke sin internationale indflydelse gennem en aktiv indsats indenfor forsvars- og sikkerhedspolitik, klima og ressourcer, handel og erhverv, det arktiske samarbejde, det nordiske samarbejde, forholdet til andre stater og arbejdet i de internationale organisationer
som EU og FN.

– En fortsat opbygning af kompetence og repræsentation i udenrigstjenesten skal styrke Grønlands mulighed for en uafhængig og selvstændig ageren på den internationale arena, understreger Kuupik Kleist.

Powered by Labrador CMS