Grønlændere troede på trolddyr, der suger på kønsorganer

Et magisk trolddyr, fremstillet af barnelig og dyreknogler. Bragt til live gennem tryllesang og givet kraft ved at suge på fremstillerens kønsorganer. Med én mission i livet, nemlig den at slå skabers fjende ihjel.

De sagnomspundne trolddyr, der kaldes tupilakker, er gengivet og udstillet i mindst 100 afarter på Grønlands Nationalmuseum, som ligger i Nuuk, skriver Videnskab.dk.

Hans Lange er museumsinspektør på nationalmuseet og samtidig stedets ’tupilakekspert’. Han fortrækker ikke en mine, mens han fortæller om tupilakker, en art dæmonånder, som blev brugt af grønlændere i gamle dage.

Skabt gennem magi
Uden pause i sin fortælling, peger han i en af montrerne på nogle små figurer, som grønlandske fangere har fremstillet for at portrættere, hvordan en tupilak har set ud - efter sigende efter at være stødt på dem på havet, når trolddomsdyrene drog ud i verden for at opdrive fremstillerens svorne fjende.

Tupilakken, fortæller Hans, var et trolddomsdyr, skabt gennem magi, som ethvert menneske kunne frembringe, hvis man fulgte de rette anvisninger og lærte sig at beherske magien. Det var heksekunst, men det var ikke forbeholdt trolddomskyndige folk.

Ville man lave en tupilak, skulle man sammensætte dele fra forskellige dyr, knogler fra både dyr og mennesker og gerne dele fra et barnelig. Det var også godt at tilføje noget, der havde at gøre med den person, man gerne ville bringe ulykke over, for eksempel lidt hår eller neglerester.

Kan være risikabel
Derefter skulle tupilakken gøres levende ved, at man sang bestemte trylleviser for den, og blive stor ved at man lod den suge på sine kønsdele.

Til sidst satte man den ud i vandet, hvor den ville svømme ud og selv finde frem til sit offer for derefter at dræbe det.

Men det var en risikabel affære, for hvis tupilakken ikke lykkedes med sin mission, ville den vende tilbage til sin skaber og dræbe ham i stedet. Offeret kunne for eksempel have lugtet lunten og skabt en forsvarstupilak, som var endnu stærkere end den oprindelige tupilak, fortæller Hans Lange.

Historierne om de magiske dræberdyr stammer alle, fra før kristendommen gjorde sit indtog i Grønland i starten af 1700-tallet.

Betragtet som djævelskab
Dengang troede de grønlandske fangerfolk, at naturen var fyldt med sjæle og ånder, som kunne straffe folk med sygdom og dårlig fangst.

Tupilak-fænomenet har formentlig udgjort et vigtigt element i samfundets forklaring på sygdom, død og ulykke:

Hvorfor er min far uhelbredeligt syg? Hvorfor var mit barn dødfødt? Måske har nogen sendt en tupilak?

Men traditionen blev hurtigt lagt i graven af de kristne missioner, som betragtede det som djævelskab.