Grillbøffer i stedet for pølser

Pølser giver hjertekarsygdomme, derfor anbefaler Hjerteforeningen, at pølsen droppes i grillsæsonen.

Foto: Benny Kokholm.
Offentliggjort

En ny amerikansk undersøgelse viser 42 procent større risiko for at få en hjertekarsygdom, hvis man dagligt spiser forarbejdet kød som for eksempel pølser, bacon og kødpålæg.

Amerikanske forskere fra Harvard i Boston har gennemgået den eksisterende litteratur om køds effekt på hjertekarsygdom, diabetes og apopleksi. Resultatet er overraskende.

Undersøgelsen frikender nemlig rødt kød for at have effekt på de tre livsstilssygdomme. Derimod afsløres det, at forarbejdet kød som for eksempel pølser, bacon og kødpålæg er den helt store synder i forhold til livsstilssygdomme.

Hvis man spiser blot 50 gram forarbejdet kød om dagen, er risikoen for at få hjertekarsygdom forhøjet med helt op til 42 procent og med 19 procent for at få diabetes. Forskerne har ikke fundet denne sammenhæng med apopleksi.

Forskerne har nærlæst 20 studier, som har omfattet 1,2 millioner mennesker i 10 lande på fire kontinenter. 24.000 af de involverede havde hjertekarsygdom, 11.000 havde diabetes og 2.000 var ramt af apopleksi.

I lyset af den nye undersøgelse opfordrer hjerteforeningen til, at man dropper pølserne og i stedet lægger en bøf på grillen. Samtidig finder foreningen det på tide, at levnedsmiddelindustrien tager Hjerteforeningens gentagne opfordringer om at nedbringe saltindholdet i fødevarerne alvorligt.

Powered by Labrador CMS