Greenpeace vandt retten til at protestere
I 2011 aktionerede Greenpeace i England mod Cairn Energys hemmeligholdelse af beredskabsplaner for olieboringer i Grønland. Olieselskabet forsøgte at rejse fogedforbud mod organisationen i hele verden, men det har retten nu afvist
Scottish Court of Session har afvist Cairn Energys krav om et generelt fogedforbud mod Greenpeace i hele verden. Det sker efter, at Greenpeace i England i 2011 protesterede ved Cairns hovedkontor i Edinburgh, da selskabet nægtede at offentliggøre beredskabsplanerne, der skulle sikre at virksomheden kunne rydde op, hvis der skete et olieudslip i forbindelse med dets olieboringer ud for Grønland.
- Afgørelsen sender et klart signal til Cairn Energy og andre olieselskaber, der forsøger at stoppe protesterne mod de meget risikable olieboringer i Grønland. De kritiske røster og protester mod olieboringer kan ikke stoppes. Vi er glade for, at retten ikke nedlægger et de facto-forbud mod civil ulydighed. Greenpeace tager altid ansvar for vores aktioner, mens olieselskaberne fuldstændigt ignorerer konsekvenserne af deres aktiviteter, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark.
Læs også: 17 isbjørne fra Greenpeace frikendt
Han er tilfreds med, at retten har afvist Cairns forsøg på helt at bremse organisationens fredelige aktioner mod Cairn i resten af verden.
- Heldigvis har retten noteret, at det handlede om et forsøg på generelt at kvæle protesterne over det arktiske boreprogram. Nu bliver udfordringen at sikre, at Cairn og resten af olieindustrien ikke fortsætter olieplanerne i Arktis, der uundgåeligt vil medføre voldsomme forureningsskader, lyder det fra Jon Burgwald.
Greenpeace-protesten mod Cairn Energy i Edingburgh fandt sted i juli 2011. Målet var at sende en gruppe isbjørne ind i hovedkvarteret for fredeligt at lede efter den berygtede beredskabsplan, som selskabet nægtede at offentliggøre.
Naalakkersuisut underkendte efterfølgende Cairn og offentliggjorde planen i august 2011. Planen mødte bred kritik fra en række eksperter. Kritikken lød blandt andet, at Cairn undervurderede risikoen ved at bore efter olie i Arktis og muligheden for at rydde op ved olieudslip.