olieboring

Greenpeace-aktivister risikerer sigtelse for pirateri

Dansk kvinde risikerer sammen med 29 andre Greenpeace-aktivister at få russiske fængselsdomme på op til 15 år

Den russiske kystvagt var fredag aften i gang med at slæbe aktivisternes skib, Arctic Sunrise, til den russiske havn i Murmansk, hvor den forventes at ankomme mandag
Offentliggjort

30 aktivister fra Greenpeace, der torsdag forsøgte at forhindre en arktisk olieboring, risikerer at blive sigtet for pirateri.

Det siger de russiske myndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt de 30 anholdte Greenpeace-aktivister er en dansk kvinde. Bliver aktivisterne dømt for pirateri ved russiske domstole, kan de forvente en fængselsstraf på mellem fem og 15 år.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice har man endnu ikke haft kontakt til den danske kvinde, men følger situationen nøje.

- Vi har bedt den danske ambassade i Moskva om at tage kontakt til de russiske myndigheder, så vi kan yde den bistand, der måtte være behov for. Det kan være bistand til udrejse af landet, bistand til advokat eller kontakt til pårørende.

- Vi har indtil nu ikke hørt forlydender om, at der skulle være tale om tilbageholdelse og fængsling, siger kontorchef Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.

Den russiske kystvagt var fredag aften i gang med at slæbe aktivisternes skib, Arctic Sunrise, til den russiske havn i Murmansk, hvor den forventes at ankomme mandag.

Arktisansvarlig hos Greenpeace, Jon Burgwald, mener, at de russiske myndigheder går for langt for at beskytte Gazproms statsejede olieboreplatform Prirazlomnaya.

Fredag eftermiddag mødte han og andre Greenpeace-aktivister op foran den russiske ambassade i København for at protestere mod tilbageholdelsen af de 30 aktivister og deres skib.

- Vi er mødt frem for at kræve aktivisterne løsladt, da den russiske aktion er ulovlig og fuldstændig uacceptabel. Aktivisterne fra Greenpeace har uden brug af vold forsøgt at forhindre Gazprom i at udsætte miljøet i Arktis for alvorlige olieudslip.

- Ruslands sikkerhedsstyrker er gået langt over stregen ved at borde Arctic Sunrise i internationalt farvand med skarpladte våben.

- Vi opfordrer kraftigt de russiske myndigheder til at besinde sig og løslade aktivisterne med det samme, siger han i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS