Greenpeace-aktion fortsætter
Olieplatformen Leiv Eiriksson er nået frem til sit mål, mens kapsel med aktivister er fastspændt tæt på boret

Greenpeace fortsætter sin aktion i farvandet ud for Grønland. Miljøorganisationen har hægtet en overlevelseskapsel med aktivister fast på boreplatformen Leiv Eiriksson for at hindre den i at bore efter olie i den grønlandske undergrund.
- Klokken seks i morges blev vores skib kontaktet af de grønlandske myndigheder, som sagde, at de oprettede en sikkerhedszone rundt om boreplatformen, og det betyder, at vi har fjernet en ekstra gummibåd, siger Birgitte Lesanner, kommunikationschef for Greenpeace.
Natten mellem søndag og mandag hægtede Greenpeace overlevelseskapslen fast på Leiv Eiriksson, men boreplatformen fortsatte sin sejlads, indtil den i nat nåede frem til området, hvor boringen skal finde sted.
Samtidig spiller myndighederne med musklerne over for Greenpeaces skib, Esperanza. Flådefartøjet Vædderen har efter oprettelsen af sikkerhedszonen placeret sig mellem Greenpeace-skibet og olieplatformen.
- Vædderen er blevet mere aktiv og ligger mellem os og boreplatformen. Jeg tror, de signalerer, at nu er de lidt mere på, siger Birgitte Lesanner.
Greenpeaces overlevelseskapsel, der er tre meter i diameter og indeholder kommunikationsudstyr, gør det ifølge organisationen umuligt for Leiv Eiriksson at bore, så længe den er hægtet fast på platformen.
Aktionen finder sted for at forsøge at forhindre oliefirmaet Cairn i at bore i den arktiske undergrund.
Olieboringer under de forhold er ifølge Greenpeace stærkt risikable for miljøet, og både DMU, lokale fiskere og en amerikansk oliekommission har advaret imod boringer.