guide-koks

Greenland Cruises: En del skibe tilbyder ikke lokale guider

- Jeg går meget op i at bruge lokale guider, hvor det er muligt, forklarer ejeren af Greenland Cruises, Ivik Knudsen-Ostermann

Billedet er taget i Uummannaq for et par uger siden, hvor Greenland Cruises arrangerede helikopterture for krydstogtskibet Fram
Offentliggjort

Som Sermitsiaq.AG skrev tirsdag morgen, var det ikke de mest vidende guider, som det tyske krydstogtskib MS Delphin havde med om bord, da skibet lagde til ud for Kolonihavnen i Nuuk mandag eftermiddag og satte omkring 460 turister, hvoraf de fleste var tyskere, i land.

Således bemærkede Sermitsiaq.AG’s mand på stedet, at man kunne høre en guide spørge en anden, om ’den der skulptur i vandet (Havets Moder) var en kopi af Den lille havfrue?' Man kunne høre en anden guide stå ved museet og fortælle turisterne, at den store gule bygning (det gamle sygehus - Christiansminde) ’er den tidligere parlamentsbygning', ligesom guiderne fortalte, at ’den røde gamle kirke’ (domkirken Annaassisitta oqaluffia (på dansk: Vor Frelser Kirke) er lukket.

Læs: Guide i Nuuk: Er skulpturen en kopi af Den lille havfrue?

Ivik Knudsen-Ostermann, ejer af Greenland Cruises, oplyser, at MS Delphin har besøgt Nuuk de sidste mange år, hvor passagerne har fået byrundture med lokale guider.

I år var Nuuk ikke på rederiets sejlplan, så det var et spontant besøg, da de måtte aflyse Qaqortoq på grund af storis. Tidligere på dagen havde Delphin været på besøg i Qooqqut, hvor de kom i land.

Greenland Cruises: Det er selvfølgelig ærgerligt
- Ivik Knudsen-Ostermann, hvad synes du om de ikke så oplyste guider?

- Det er selvfølgelig ærgerligt at læse sådanne artikler, da vi er en del turistaktører, der gør vores bedste for, at gæsterne får den bedste oplevelse, når de besøger Grønland. Desværre vælger en del skibe ikke at tilbyde ture med lokale operatører, da de enten vil spare penge, ikke vil igennem alt det bøvl med at arrangere turene, eller at de mener, at den tilbudte kapacitet ikke er tilstrækkelig. For eksempel hvis et skib med 2.000 passagerer kommer til en mindre by, så vælger skibet ikke at tilbyde ture, hvis turoperatøren kun kan tilbyde ture til cirka 200 passagerer. En del af 'skibsguiderne' har aldrig været i Grønland før, og det er sandsynligt, at deres job om bord på skibet ikke har noget med servicering af passagererne som guider at gøre. Her tænker jeg på Delphins besøg i Nuuk. Det kan være, at det er en person, der arbejder i receptionen, der har fået at vide, at han skal stå på land og repræsentere rederiet som ‘guide’.

- Jeg ved det ikke, da jeg ikke var der og ikke havde noget med skibet at gøre under deres besøg i Nuuk. Besøget i Nuuk var, så vidt jeg ved, heller ikke planlagt. Så hvis man ikke er kendt i Nuuk og aldrig har været i Grønland før, så må det også være svært at skulle fortælle passagererne, hvad der er hvad. Men hvis det var en kendt guide, så er oplysningerne, der blev givet, jo selvfølgelig under al kritik.

- Jeg prøver ikke at forsvare hverken skibet eller den pågældende ‘guide’, men jeg prøver blot at give et indblik i, hvordan det kan foregå, når et skib besøger Grønland. Fram, der har sejlet i Grønland i mange år, har guider om bord, der har været i Grønland mange gange og ved en del om Grønland. Derudover er der tit grønlændere om bord, som er en del af ekspeditionsholdet. Så passagererne om bord på Fram er meget bedre stillede på den front, forklarer Ivik Knudsen-Ostermann.

Lokale guider?
- Opfordrer Greenland Cruises rederierne til at bruge lokale guider?

- Jeg går meget op i at bruge lokale guider, hvor det er muligt. For mig betyder det ikke noget, om du er grønlænder, dansker, litauer, tysker, franskmand eller polak. Bare du er bosiddende i Grønland, så du kan fortælle gæsten ting, som han eller hun ikke kan læse sig frem til i en eller anden historiebog. Når jeg for eksempel selv kører byrundtur med gæster i Sisimiut, så fortæller jeg selvfølgelig om byens historie osv. Men det som gæsterne er mest interesserede i er, hvordan det er at bo her, vokse op her osv. Jeg fortæller om vuggestuen, hvor min søn går, hvad det koster, hvilket sprog de taler og meget andet.

- I min perfekte verden, så er alle mine guider grønlændere, der bor i Grønland. Men sådan er det desværre ikke. I mit firma bruger jeg kun guider cirka tre måneder om året. Derfor kan jeg ikke tilbyde arbejde året rundt, og derfor bruger jeg kun fritidsguider - guider, som har et fast job ved siden af, studerende, der er hjemme på ferie, skolelærere, der har sommerferie, studerende, der har sommerferie osv. Mange unge rejser også til Danmark og andre lande i sommerperioden, så det er ikke altid lige let at finde guider. En anden udfordring er også, at en stor del af krydstogtgæsterne er tyskere, og derfor skal mine guider som et minimum kunne tale engelsk. Desværre får jeg en del henvendelser fra unge, der gerne vil guide, men deres engelsk er bare ikke godt nok. Hvis jeg havde kunder, der kom med danske gæster eller grønlandske gæster, så ville jeg selvfølgelig kunne bruge guider, der ikke taler engelsk.

- Her i Sisimiut har jeg cirka 20 fritidsguider, jeg kan ringe til, når jeg har brug for hjælp. Cirka 50 procent er herboende grønlændere. De af mine guider, der taler tysk, er tilflyttere og har boet her i mange år. Og de er uundværlige, da jeg kan sende dem afsted på ture uden at skulle have en tolk med. Alle mine guider er uundværlige - uden dem ville jeg ikke have et firma, der tilbyder ture til krydstogtskibe.

- Måske burde selvstyret gøre mere for at uddanne guider, men det er også svært, når eller hvis man kun kan arbejde som guide få måneder. Der findes godt nok forskellige uddannelser i Qaqortoq såsom serviceøkonom med speciale i turisme og arktisk guide uddannelsen. Jeg bruger guider, der har færdiggjort begge uddannelser, men jeg ved også, at mange, der har taget de uddannelser, i hvert fald serviceøkonom-uddannelsen, ikke arbejder inden for turismen længere, forklarer Ivik Knudsen-Ostermann, som fremhæver, at guide-emnet er blevet diskuteret i mange år, og at det vil være et tilbagevendende emne hver sommer.

Powered by Labrador CMS