Gråsæl har fået satellitsender
For første gang er det lykkedes forskere fra Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser at sætte en satellitsender på en gråsæl i Grønland.

Forsker fra Grønlands Naturinstitut Aqqalu Rosing-Asvid og forskerne Rune Dietz, Jonas Teilmann og Morten Tange Olsen fra Danmarks Miljø Undersøgelser fangede i begyndelsen af september to store remmesæler, tre grønlandssæler, en ringsæl, seks spættede sæler samt en gråsæl, som nu alle leverer data om deres adfærd til forskerne via satellitsendere. Alle blev de fanget ved nogle små øer nær Kap Farvel.
Det oplyser Grønlands Naturinstitut fredag.
Sidste år dokumenterede forskere for første gang, at der overhovedet er gråsæler i Grønland. Dengang bestod dokumentationen af billeder af en voksen hunsæl og en sæl, der sandsynligvis var en cirka 2-årig gråsæl.
I år fangede de samme forskere en årsunge, hvilket indikerer, at arten også yngler i Grønland.