Se billeder:
GOG lever stadig i EHF Cup
Trods nederlag lørdag eftermiddag til franske Saint-Raphäel har GOG stadig mulighed for avancement til kvartfinalerne i den store europæisk turnering
28-32 blev nederlaget til det franske tophold. Meget overraskende vandt GOG 32-36 de to klubbers første møde i den franske middelhavsby. Der resterer nu kun en enkelt runde i gruppespillet i EHF Cuppen, inden kvartfinaledeltagerne er fundet. Fra GOGs gruppe er Füchse Berlin sikker på at komme videre. Füchse Berlin skal i den sidste kamp til Saint-Raphäel. GOG skal til slovenske RD Ribnica. Skal GOG videre kræver det en sejr over RD Ribnica samtidig med, at Füchse Berlin vinder i Saint Raphäel.
Kampens gang
Saint-Raphael er et internationalt klassemandskab, som kæmper med i toppen af den franske liga. Det var tydeligt at se fra kampens begyndelse, at franskmændene ikke, som i den første kamp ville lade sig overraske over GOGs hurtige spil. Der var læst på lektien. 5-5, 6-9, 11-11.
Efter en timeout blev landsholdets målmand Frank Mikkelsen skiftet ind. Det var en klog beslutning. Som så mange gange tidligere kom Frank Mikkelsen ind og gjorde en forskel. Pausestilling 15-17.
I 2. halvleg var franskmændene foran med et par mål indtil 24-24, hvor der pludselig blev liv blandt de kun 1024 tilskuere i GOG Arena. Det skulle blive endnu bedre: 26-25 med kun 10 minutter tilbage af kampen. Desværre var det kun en stakket frist. Kræfterne hos hjemmeholdet var brugt op og så kom der fejl på fejl. De fysisk stærkere Saint-Raphäel spillere trak igen fra. Vandt en periode 0-7 og endte altså med at vinde med at vinde 28-32.
Kamp mod gamle venner
For cheftræner Jakob Larsen har det været en meget speciel oplevelse at spille mod Saint- Raphäel. Jakob Larsen har som spiller spillet to sæsoner 2004-2006 i Saint-Raphäel. Blandt andre sammen med den nuværende assistenttræner rumænske Rares Fortuneanu.
-Vi førte 26-25 og så taber vi en periode med 7-0 og det gør vi ikke ustraffet. Derfor er det helt fortjent, at franskmændene vinder sagde Jakob Larsen til Sertmitsiaq.AG efter kampen og fortsatte:
-Selv om begge kampe ender med en fire måls sejr, er vi dog bedre end dem i vores to indbyrdes opgør, da vi har scoret flere mål på udebane end Saint-Raphäel gjorde her i dag. Skal vi videre til kvartfinalerne kræver det nok lidt held slutter Jakob Larsen.