se billeder
Gode og pligtopfyldende afgangselever hædret
Kommuneqarfik Sermersooq uddelte uddannelseslegater i Nuuk, Taasilaq og i Paamiut - se billeder
Ved et arrangement i Nuuk fredag den 20. juni har to Piareersarfik-studerende fået overrakt et legat på 3.000 kroner hver af viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Anda Uldum fra Demokraterne.
Kommuneqarfik Sermersooqs uddannelseslegat blev første gang uddelt i 2011 og tildeles årligt en elev fra hver af Piareersarfiks afdelinger i kommunen samt til to elever fra GU.
Legatet tildeles afgangselever, der under uddannelsen har udvist særlig evne og vilje til at samarbejde.
Piareersarfik Nuuk har indstillet Jakob Petersen Heilmann fra AEU-2, ’fordi han er stabil, engageret, seriøs, omhyggelig, selvstændig og moden. Han har opnået flotte resultater i alle fag’.
Piareersarfik Nuuk har også indstillet Viggo Poulsen fra FA-2, 'fordi han er stabil, omhyggelig med opgaver og afleverer til tiden. Han er engageret, opsøgende og opmuntrer sine klassekammerater samtidig med, at han kan kritisere konstruktivt og ikke er bange for at sige sin mening. Han har udviklet sig rigtig meget i sin tid på Piareersarfik, både fagligt og personligt plan'.
Paamiut og Tasiilaq
På Piareersarfik Paamiut har Maren Abrahamsen ligeledes modtaget uddannelseslegatet 'på baggrund af hendes store menneskelige udvikling i den periode, hun har været elev på Piareersarfik, hvor hun også har vist kæmpe fremskridt på det boglige og faglige niveau'.
- Maren viser stort overskud i forhold til at hjælpe og guide de øvrige elever. Hun har et stort hjerte og sine meningers mod. Piareersarfik Paamiut er stolte over at have været en del af Marens positive udvikling, lyder det fra Piareersarfik Paamiut.
Peter Jonathansen, der kommer fra Kuummiut, har udvist stabilt fremmøde på Piareersarfik i Tasiilaq, hvorfor han også er blevet tildelt et uddannelseslegat.
- Peter er en omgængelig og meget glad dreng, som er vellidt af både lærerne og elever på grund af sit glade og åbne sind. Peter vil gerne have en uddannelse, og det lyser ud af ham i undervisningstimerne på Piareersarfik. Desuden er han en sportsglad dreng, der næsten altid har en bold under armen i sin fritid. Bornholms Højskole har også skrevet, at de er rigtige glade for ham på grund af hans væremåde og stabilitet, lyder begrundelsen fra Piareersarfik i Tasiilaq.
Se tre billeder under denne tekst