Glæde over at hjemløse kommer på dagsordenen
Foreningen NoIni roser Siumut-Atassut-Partii Inuit-koalitionen for at ville bygge et herberg i Nuuk
– Det er fantastisk, at politikerne endelig har fået øjnene op for, at der er et reelt problem med, at folk er hjemløse.
Det siger formand Morten Christensen fra foreningen for de hjemløse, NoIni.
Budskabet kommer i forbindelse med, at den nye koalition bestående af Siumut, Atassut og Partii Inuit har bebudet, at der skal bygges et herberg for hjemløse i Nuuk.
– Vi byder et kommende herberg velkomment. Og vi håber, at selvstyret tager brugerne med i processen om, hvordan stedet skal indrettes, og hvad der skal til for, at brugerne kan fungere i deres hverdag, siger Morgen Christensen.
I dag driver Kommuneqarfik Sermersooq Café Kialaarfik i Blok E, hvor lokalerne danner rammen om forskellige sociale aktiviteter samt rådgivning fra kommunens side. Og i tilgift er der et natherberg i bygningen med plads til cirka 25 overnattende personer. Men behovet er større, understreger Morten Christensen.
Cirka 50 reelle hjemløse i Nuuk
– Vi vurderer, at der er mellem 40 og 50 reelle hjemløse i Nuuk, som har behov for et sted at overnatte. Og dertil kommer, at der også er problemer andre steder i Grønland, pointerer formanden.
Planerne om et nyt herberg blev offentliggjort tirsdag den 26. marts i forbindelse med, at koalitionen offentliggjorde sit politiske grundlag med titlen ’Et samlet land – et samlet folk’.
Det nye medlem af Naalakkersuisut for boliger Miiti Lynge, Partii Inuit, ønsker dog ikke at kommentere planerne i detaljer.
– Det er endnu for tidligt. Vi er først lige blevet udpeget og skal til at sætte os ind i opgaverne, siger Miiti Lynge.
Læs flere historier, og se hvad der foregår af stort og småt i Nuuk. Nuuk Ugeavis kan du hente gratis her: