GEUS: Megen aktivitet i Karrat siden snesmeltning
Aktiviteten i fjeldene omkring Karrat Fjord monitoreres fortsat nøje af GEUS. De seneste undersøgelser viser en uændret risiko og megen aktivitet i området. Meget aktivitet i område 1 og 2 særligt i 2.
I maj måned kunne Naalakkersuisut orientere om nye detaljerede beregninger om tsunamirisiko i Karrat Fjord, som viste, at de kritiske områder Karrat 1, Karrat 2 og Karrat 3 udgør en ”uændret meget høj risiko for alvorlige fjeldskred og dermed ligeledes en uændret meget høj risiko for tsunamier”.
De seneste Satellitdata viser ingen store fjeldskred i området, men til gengæld er der en del mindre aktiviteter i form af sten- og blokskred, det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Megen aktivitet
Ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har Karrat 1 og 2 været meget aktive siden snesmeltningen i år, dvs. fra slutningen af april.
Specielt ved Karrat 2 kan der ses støv på fjeldsiden. Det sker, når stenblokke jævnligt falder ned og rammer finkornet materiale. Det er et tegn på store aktiviteter og kan indikere et nærtstående fjeldskred. Det er fortsat GEUS´ vurdering, at der er en uændret meget høj risiko for nye fjeldskred i området.
- Det er forventeligt, at der er de her stenskred i et område med megen aktivitet. Der bliver derfor holdt grundigt øje med udviklingen, siger departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Mette Skarregaard Pedersen til Sermitsiaq.AG
Ikke så slemt som i 2017
Hvis der sker fjeldskred ved Karrat 1 og 2, kan det udløse tsunamibølger. Opskylshøjder for Karrat 1 og 2 vurderes til at være ca. 4-6 meter for Nuugaatsiaq, ca. 2-4 meter for Illorsuit og 0,2-0,6 meter for beboede steder i Uummannaqfjorden. Selvom det er mindre end ved fjeldskredet i 2017, kan en tsunami være farlig, hvis man sejler i området ved Karratfjorden, fordi det kan forårsage voldsom strøm.
Det farligste område er dog ifølge beregningerne fjeldområde 3, hvor et stort fjeldskred vil skabe bølger, der vil nå ud til et langt større område og højere op på land end det vi så i 2017.