Gener afslører din 'naturlige' levetid

Hvis du er taknemmelig for at kunne sætte flere end 38 lys i lagkagen, så er det nok den kulturelle og teknologiske udvikling, du skal takke.

Det viser ny forskning, der bruger en egenskab ved generne til at anslå både dyrs og menneskers naturlige levetid.

Ved hjælp af metoden har forskerne blandt andet kunnet anslå, at grønlandshvalernes levetid er helt op til 268 år, skriver molekylærbiolog Benjamin Mayne i en artikel bragt i mediet Forskerzonen, der er en del af Videnskab.dk.

Forskerne har endda undersøgt DNA fra uldhårede mammutter og konkluderer, at den for længst uddøde art kunne blive omtrent 60 år gammel – ikke langt fra nutidens elefanter.

Den nye metode baserer sig på en proces i DNA'et kaldet 'metylering'.

I løbet af de seneste år har forskerne udviklet DNA-'ure', som kan afgøre, hvor gammelt et dyr er ved at se på metyleringen af dets gener.

I det nye studie brugte forskerne 252 hele DNA-sekvenser fra forskellige arter af hvirveldyr og sammenlignede den med en database over dyrenes levetid.

De fandt en sammenhæng mellem metyleringen af 42 specifikke gener og dyrenes forventede levealder.

Metoden ser endda ud til at virke for uddøde arter, så længe vi har tilstrækkeligt genetisk materiale fra dem.

- Interessant nok fandt vi, at vores uddøde fjerne slægtninge - neandertalere og denisovanerne - havde en maksimal levetid på 37,8 år, skriver Benjamin Mayne, der forsker ved den føderale australske forskningsenhed CSIRO, i artiklen på Videnskab.dk.

Det moderne menneskes og de tidlige menneskearters omtrentlige levealder på 38 år stemmer overens med antropologernes estimater, fortæller forskerne.

Mennesker kan dermed takke medicinske fremskridt og vores forbedrede livsstil for, at de fleste af os får lov at leve længere.

Men den nye viden kan ikke kun gøre os klogere på os selv.

Når vi kender dyrs naturlige levealder, kan vi også blive bedre til at forstå levedygtigheden af populationer af vilde dyr i naturen.

Det er vigtigt, hvis man for eksempel vil undgå overfiskeri.

Den nye viden kan derfor for eksempel indgå i fastlæggelsen af fiskekvoter, vurderer Benjamin Mayne i artiklen på Videnskab.dk.