Genbesøgte fjerne huler efter 46 år: - Det var en enorm overraskelse

En ekspedition til nogle huler i Nordøstgrønland har givet et stort udbytte i form af prøver. Prøverne skal nu analyseres for at se om de kan fortælle noget om fortidens temperaturudsving, fortæller forsker Peter Frykman.

Det er uvist, hvorfor der ikke var drypsten på hulernes vægge, men samtidig en enorm overraskelse at der lå blokke af lagdelt materiale i og ved hulerne, fortæller Peter Frykman.
Offentliggjort

Kan drypsten i fjerne huler i Nordøstgrønland give ny viden om fortidens temperaturer?

Det spørgsmål arbejder forsker Peter Frykman med at besvare, og derfor har han i denne måned genbesøgt en række huler i fjeldet på C.H. Ostenfeld Nunatak i Nordøstgrønland.

Fjeldet rager op af Indlandsisen omkring 20 km fra kysten, og helt tilbage i 1977 opdagede Peter Frykman selv disse huler under en ekspedition på fjeldet.

Kan bidrage til at forudsige klimaet

Forskeren er nu vendt tilbage til de fjerne huler efter 46 år, fordi interessen de senere år er steget voldsomt for den viden, som drypsten fra grønlandske huler eventuelt kan bidrage med, forklarer han.

Drypsten rummer nemlig et slags arkiv over temperaturen på det tidspunkt, de forskellige lag i stenen blev dannet. Og bedre kendskab til fortidens temperaturer kan være med til at forudsige fremtidens:

Dette foto er fra opdagelsen af hulerne tilbage i 1977.

- Disse data er specielt interessante i tiden, fordi man forsøger at modellere klimaet blandt andet ved at gå tilbage i tiden og modellere fremad for at se, om man rammer rigtigt i nutiden, og dermed også med større sikkerhed kan beregne fremtiden, siger Peter Frykman, seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Første kig i hulerne

Forskeren vidste inden afrejse på den nylige ekspedition ikke, om der fandtes drypsten i hulerne. Tilbage i 1977 udforskede han dem kun meget sparsomt med blitzen fra et kamera.

Derfor var det med meget stor spænding, at han vendte tilbage til området:

- Ved det første kig i hulerne fandt vi ikke nogen af de udfældninger på væggene, vi havde håbet på. Men faktisk en time efter, vi havde kigget rundt, fandt vi på gulvet nogle løse blokke af meget tykt drypstens lignende materiale.

- Blokkene har helt sikkert siddet på væggen i nogle andre huler og er faldet ned, fortæller Peter Frykman.

Forklaringen på, hvordan blokkene er endt i hulerne, kan forskeren endnu ikke give. Men blokkene blev fundet ved stort set alle de omkring 15 huler, som ekspeditionen undersøgte.

En enorm overraskelse

- På den måde er det uvist, hvorfor der ikke var noget på væggene, men samtidig en enorm overraskelse at der lå blokke af det her lagdelte materiale, som vi er på udkig efter, siger Peter Frykman.

I alt har Peter Frykman sammen med sit team af forskere fra blandt andet USA indsamlet omkring 60 kilo prøver af materialet.

I første omgang sendes to mindre prøver til et special-laboratorie i Albuquerque, USA, for at datere, hvor gammelt materialet er.

Hvis resultaterne er tilfredsstillende, skal flere prøver analyseres på et andet laboratorium. Her skal man udtrække data omkring temperaturen på det tidspunkt stenene blev dannet.

Powered by Labrador CMS