Galleri: Talentfulde skuespillerelever
Sanasoq nissiararlu (Snedkeren og nissen) er en sjov og hyggelig julefortælling, som blev vist af talentfulde skuespillerelever
Anmeldelse:
Halvanden måned efter at de første skuespillerelever startede på Teaterskolen i Nuuk, viste de fredag eftermiddag et udpluk af årets juleforestilling fra skolen, Sanasoq nissiararlu (Snedkeren og nissen), som er en klassisk norsk juleforestilling.
Selvom det var elevernes første forestilling, var der ingen nervøsitet at spore hos eleverne. De var talentfulde og meget sjove.
– Vi har øvet på forestillingen fra vi startede på skolen. Jeg har før prøvet at stå på en scene, så det er ikke noget nyt for mig. Det, der har været anderledes ved det her, er, at vi har haft professionelle lærere, og at vi har motioneret halvanden time hver morgen. Det har været rigtig lækkert, og jeg har nydt hver eneste dag, siden vi startede, siger Majbritt Bech.
Kendt norsk juleforestilling
Den kendte forfatter og musiker Alf Prøysen skrev juleforestillingen som en kort novelle, og siden er den blevet dramatiseret og opført på mange teatre og filmatiseret. Den bliver også oplæst hver jul i norsk radio.
Forestillingen handler om en snedker (Claus Geisler), der klæder sig ud som julemand for at give gaver til sine børn.
Men uden for huset møder han en ægte nisse (Makka Kleist, lærer og rektor på skolen) klædt i grå klæder med langt skæg og rød nissehue, og nissen overtaler ham til at bytte roller. Snedkeren går ind til nissebørnene med gaver, og nissen går ind til snedkerens børn med gaver.
Skuespillereleverne viste mødet mellem nissen og snedkeren og hans besøg hos nissefamilien, der består af bedstefaderen (Mike Thomsen), bedstemoderen (gæstelærer fra Canada, Patti Shaughnessy), nissemoderen (skuespiller Else Danielsen) og nissebørnene ved Majbritt Bech, Hans Henrik Poulsen og Johannes Petersen.
Kostumerne er flot lavet af Kirsten Mortensen og assistent Marianne Petrussen, mens musikken var oversat af Frederik Kristensen 'Kunngi', Makka Kleist og Mike Thomsen.
Scenograf er Camilla Nielsen, og Svenn B. Syrin er instruktør.
Forestillingen Sanasoq nissiaqqallu har premiere i Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat den 16. november og vises efterfølgende i Kangaatsiaq, Aasiaat, Sisimiut, Narsaq, Qaqortoq, Paamiut og Nuuk.
Alf Prøysen 1914-1970 skrev i sin levetid over 20 børnebøger, sangtekster og melodier, noveller, skuespil. Han voksede op i fattige kår, men blev en af Norges værdsatte kulturpersonligheder.