Mobilmesse
Gadget-redaktør: Nu kommer saml-selv-mobilen
Mobilmesse i Barcelona giver et blik ind i fremtiden for mobiltelefonen, siger David Guldager
Mobilnørder fra hele verden har i disse dage øjnene rettet mod Barcelona i Spanien, hvor de store selskaber på området er til mobilmesse.
Her får mobilbrugere et blik ind i, hvad der bliver elektronikfirmaernes næste træk for at få forbrugerne til lommerne.
Her tyder noget på, at fokus fjerner sig fra selve mobilerne over på det tilbehør, man kan købe til dem, vurderer David Guldager, der er redaktør på TV2's gadgethjemmeside, TV2 Beep.
Særligt kan brugerne ifølge David Guldager se frem til, at mobiltelefoner i fremtiden i højere grad er sammensat af forskellige moduler, der kan skiftes ud, uden at hele telefonen behøver at ryge i skraldespanden.
Han peger på LG's nye G5-mobiltelefon, som præsenteredes på messen, som et eksempel.
- Det mest interessante er den her del, hvor du kan poppe bunden ud af telefonen, og så kan du smide et ekstra kamera i eller nogle virtual reality-briller i. Det er det, vi har ventet på i ret lang tid, siger han.
Tanken er, at man i fremtiden kan købe et bedre kamera, en ny skærm eller andre dele separat, og så sætte det i den telefon, man allerede ejer.
- Der er vi ikke helt endnu, men vi er på vej derhen, siger David Guldager.
Særligt det tilbehør, der hører til virtual reality-teknologi har vakt stor opmærksomhed. Virtual reality-briller er en teknologi, der tillader brugere at se og agerer i en fiktiv tredimensionel virkelighed.
Der er store forventninger til teknologien blandt elektronikfirmaer, der håber, at de har fundet deres næste store succes blandt forbrugerne. Derfor blev messen også brugt til at øge opmærksomheden om teknologien, fortæller David Guldager.
Som eksempel nævner han, at Samsung havde inviteret stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg, på scenen for at tale om teknologien.
- I første omgang er det spillene, der kommer til at drive den platform, vurderer David Guldager
- Men det, at Facebook er med på den bølge, viser meget godt, at det ikke kun bliver spil, men en anden verden du kan træde ind i.