Gådefuldt objekt i Mælkevejen er enten rekordstort eller rekordlille
Astronomer har fundet et ukendt objekt med potentiale til at gøre os klogere på en af fysikkens største mysterier.
På en flad mark i Sydafrika står en stor gruppe teleskoper, som kan opfange radiosignaler fra rummet.
Teleskoperne har opsnappet signaler fra et hidtil ukendt objekt, som befinder sig i Mælkevejen – og som i øjeblikket vækker forbløffelse blandt astronomer på planeten Jorden, skriver Videnskab.dk.
»Det er en virkelig spændende og unik opdagelse,« siger Thomas Tauris, som er teoretisk astrofysiker og professor ved Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
»Uanset hvad det er for et mystisk objekt, vi har fundet, så åbner opdagelsen et nyt vindue til at udforske nogle helt fundamentale fysiske processer.«
Forskerne bag det nye studie, som er publiceret i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Science, har to forskellige bud på, hvad de kan have fundet.
- Enten kan der være tale om en neutronstjerne – en slags afdød stjerne, som bliver skabt, når en tung stjerne eksploderer i en supernova og dør. I givet fald vil det ifølge forskerne være den hidtil tungeste neutronstjerne, man har fundet.
- Alternativt kan det være et sort hul – et ekstremt kompakt objekt med en vanvittig stor tyngdekraft. Men i givet fald vil det ifølge forskerne være det mindste sorte hul, man nogensinde har fundet.
Begejstrer forsker
Den canadiske forsker Maya Fishbach fortæller til Videnskab.dk, at hun er »meget begejstret for opdagelsen«.
Hun har ikke været involveret i det nye studie, men hun har skrevet om de »fascinerende perspektiver« ved opdagelsen i en kommentar til studiet i Science.
»At finde den slags exceptionelt tunge neutronstjerner eller lette sorte huller hjælper os med at forstå den fundamentale fysik, som adskiller neutronstjerner og sorte huller. Fordi den slags objekter udgør skeletterne af afdøde stjerner, kan det også hjælpe os med at forstå, hvordan stjerner lever, dør og interagerer med hinanden,« siger Maya Fishbach, som er lektor ved Canadian Institute for Theoretical Astrophysics (CITA), til Videnskab.dk.
Det mystiske objekt befinder sig i selskab med en såkaldt pulsar: En særlig type neutronstjerne, som drejer vanvittigt hurtigt rundt om sig selv. I dette tilfælde drejer pulsaren rundt om sig selv mere end 170 gange på et sekund.
Kan være med til at kaste lys over tyngdekraften
Mens pulsarer drejer rundt, sender de radiosignaler ud i rummet, og disse signaler kan opfanges af astronomernes teleskoper og sladre om, hvad der gemmer sig ude i rummet.
Forskere har i mange år været på jagt efter netop en pulsar, som er i kredsløb om et sort hul.
»Hvis det er et sort hul, vil det være det første kendte system, som består af en pulsar og et sort hul, hvilket har været den hellige gral indenfor pulsar-astronomi igennem årtier,« påpeger en af de ledende kræfter bag opdagelsen, Paulo Freire fra det tyske Max-Planck-Institut für Radioastronomie.
Grunden til, at forskerne så gerne vil finde en pulsar og et sort hul i kredsløb om hinanden, er, at det potentielt vil give os mulighed for at blive klogere på et af fysikkens største mysterier: Tyngdekraften.
I øjeblikket kan forskerne kort fortalt ikke få teorierne om tyngdekraften til at passe sammen.
»Personligt tror jeg, at der er tale om et sort hul, for objektet er tilsyneladende en del tungere end de neutronstjerner, som man hidtil har målt. Men vi ved det ikke på nuværende tidspunkt,« siger Thomas Tauris til Videnskab.dk.
»Men i samme åndedræt vil jeg også sige, at opdagelsen også er meget spændende, hvis det er en neutronstjerne.«