Gaddafi er død
Libyens Muammar Gaddafi er dræbt af overgangsrådets styrker, siger informationsminister i Libyen

Informationsministerens udmelding bekræftes af Nato, om at det har ramt en kolonne med Gaddafi-folk nær Sirte i Libyen, og libysk tv med overgangsområdet som kilde oplyser, at Gaddafis lig er blevet bragt til Misrata.
Gaddafi var berygtet som Afrikas gale hund. Den nu dræbte libyske eksleder var den længst regerende i Afrika efter mere end fire årtier ved magten.
Som 27-årig officer væltede Muammar Gaddafi den daværende leder af Libyen, kong Idris den første. Det skete den 1. september 1969.
Fra den dag og mere end fire årtier frem - indtil natten til den 22. august 2011, da oprørere indtog hovedstaden Tripoli - holdt Gaddafi sit land i et jerngreb.
Siden da har obersten været forsvundet, men over otte uger efter oprørernes magtovertagelse blev han torsdag omsider taget til fange i nærheden af sin fødeby Sirte, men døde åbenbart kort tid efter. Ifølge det nationale overgangsråd TNC døde den 69-årige oberst af de sår, han pådrog sig under kampe, da han prøvede at flygte i en kolonne, som Nato bombarderede fra luften.
Dermed er libyerne efter 42 års diktatur sluppet af med "den gale hund", som USA's afdøde præsident Ronald Reagan kaldte Muammar Gaddafi.
Den libyske leder var kendt for sin mærkværdige optræden, som i årevis formåede at fjerne fokus på problemerne i hans eget land. For når Gaddafi var i udlandet, fik han mange til at glemme, at han holdt sit folk i en skruestik. At han var en mand, der skød mod sine egne borgere for at beholde magten.
I mange år optrådte Gaddafis navn mest i sætninger, hvor også ordet "terror" indgik. Men i 2003 tog Libyen skylden for terrorbomben mod et passagerfly over Lockerbie i Skotland i 1988 og opgav planer om at lave masseødelæggelsesvåben. Siden er forholdet mellem Vesten og Libyen blevet gradvist bedre, hvilket har betydet, at Libyen har været på storindkøb hos vestlige virksomheder, mens vestlige olieselskaber har fået borekoncessioner i Libyen.
Muammar Gaddafi blev født i 1942 i et telt nær Sirte i det nordlige Libyen. Som voksen gik han officersvejen, og 1. september 1969 stod han som sagt med rang af oberst i spidsen for et ublodigt kup, der væltede den daværende konge. Han har ledet Libyen lige siden, selv om han ikke havde nogen formel titel. Op igennem 1970'erne og 1980'erne støttede han terrorgrupper og finansierede oprør flere steder i Afrika.
I Vesten blev han derfor regnet for terrorist, men han brugte også mange af landets olieindtægter på at forbedre levestandarden for befolkningen, hvilket gjorde ham populær blandt mange libyere. Men i august blev Gaddafi væltet af sin egen befolkning, og otte uger senere nåede obersten så til vejs ende under sin flugt.