Frikendt i isbjørne-sag
Fangeren Alberth Lukassen er blevet frifundet af Uummannaq kredsret

– Jeg er meget glad. Men først og fremmest lettet over frifindelsen, siger Alberth Lukassen fra Ikerasak.
I sidste uge, den 23. januar, blev han af Uummannaq kredsret frifundet for ulovlig fangst af en isbjørn.
Alberth Lukassen blev for over 1½ år siden anmeldt af en dyreværnsforkæmper fra Danmark der havde læst om fangten i avisen (AG, red.)
Anklagen lød på at Alberth Lukassen var på arbejde for børnehjemmet i Uummannaq da han nedlagde isbjørnen. Retten lagde imidlertid til grund, at Alberth Lukassen kunne holde fri i de dage han var på bjørnejagt. Retten har fastslået, at man godt kan holde fri selvom man er "ude i felten".
Alberth Lukassen: – Jeg har været fanger i hele mit voksne liv og som alle andre fangere har jeg drømt om en dag at nedlægge en isbjørn. Det lykkedes også. Men anklagen om ulovlig nedlæggelse har helt taget glæden fra fangsten. Sagen har været undervejs så længe. Jeg havde ellers planlagt at få syet bukser af skindet som et stolt minde. Men det blev jo beslaglagt, sammen med kødet. Nu hvor jeg får dem udleveret efter så lang tid, er de nok ikke meget værd.
– Anklagemyndighedens rolle i sagen er efter min mening mystisk. Jeg har ikke meget forstand på jura, men min retfærdigheds-sans siger mig, at der er noget galt når systemet starter anklager på baggrund af en anmeldelse fra Danmark, siger Alberth Lukassen.
Anklagemyndigheden har anket sagen til Grønlands landsret.