Frankrigs præsident: Terrorcelle er destrueret
Belgisk og fransk politi har kæmpet for at opspore bagmændene bag Bruxelles-angreb. Hollande kalder indsatsen en succes, men advarer fortsat om terrortrusler.
Myndighederne i Belgien og Frankrig har sat alle kræfter ind i påskedagene for at fange de formodede terrorister, der menes at stå bag angrebet i Bruxelles tirsdag den 22. marts.
Flere anholdelser
Med tre anholdelser i Belgien fredag og flere i Frankrig i løbet af den forgangne uge, er det militante netværk, der stod bag terrorangrebene i Bruxelles og Paris, ved at blive knust.
Men der er stadig andre celler, som udgør en fare, siger den franske præsident, François Hollande.
- Vi ved, at der er andre netværk. Selv hvis netværket bag angrebene i Paris og Bruxelles er ved at blive udslettet, er der stadig en trussel, siger han til det franske nyhedsbureau AFP.
Fredag morgen blev seks mand anholdt under en storstilet aktion i Bruxelles. Tre blev løsladt igen, mens de resterende tre er anholdt for at planlægge et terrorangreb i Frankrig, som politiet nåede at forpurre.
Kobling til Paris
Terrorangrebet i Paris i november har vist at have forbindelser til det, belgierne var udsat for den 22. marts.
De tre anholdelser fredag kædes sammen med en anholdelse, som det franske politi foretog tidligere på ugen af den 34-årige Reda Kriket, som blev anholdt i en lejlighed i Paris, der var spækket med våben og sprængstof.
Han har forbindelser til terrorcellen i Bruxelles, som blandt andet tæller Abdelhamid Abaaoud, som blandt andre stod bag Paris-angrebet, og Najim Laachraoui, som er en af de personer, der stod bag angrebet i Bruxelles.
Selvmordsbombe
Najim Laachraoui døde under angrebet, da han sprængte sig selv i luften. Han var i forvejen mistænkt og eftersøgt for at have været medvirkende til terrorangrebet i Paris.
Myndighederne leder stadig efter mindst to mistænkte. Mohamed Abrinis navn står således på de europæiske sikkerhedstjenesters eftersøgningslister. Han sættes i forbindelse med Salah Abdeslam, en af hovedmændene bag Paris-angrebet, der blev anholdt i Bruxelles i sidste uge.
Tredje mand
Den anden eftersøgte er fanget på et foto fra et overvågningskamera i lufthavnen i Bruxelles umiddelbart før angrebet, hvor man ser selvmordsbomberen Brahim El-Bakraoui og Najim Laachraoui, som begge døde under angrebet, samt en tredje person, der optræder i lys jakke og sort bøllehat.
Politiet ved endnu ikke, hvem den tredje mand er, og han er på fri fod. De regner ham for at være i live, da politiet i lufthaven fandt et bombebælte, der aldrig var detoneret.
Angrebet i Bruxelles skete ved selvmordsangreb i byens lufthavn og på en metrostation, der kostede 31 mennesker livet, mens 300 blev såret.
Ved angrebet i Paris døde 130 mennesker, der ligesom ved angrebet i Bruxelles skete med selvmordsbomber forskellige steder i byen.
Læs: Terrormistænkt såret under politiaktion i Bruxelles
/ritzau/