Frankrig viser flaget over for Rusland i Nordatlanten

Et af verdens største hangarskibe, det atomdrevne 'Charles de Gaulle' skal på træningsmission i Nordatlanten. Det ledsages af den danske fregat 'Niels Juel'.

Fregatten 'Charles de Gaulle' skal på træningsmission i Nordatlanten.
Offentliggjort

Den danske fregat 'Niels Juel' skal ledsage det atomdrevne franske hangarskib 'Charles de Gaulle' på en mission i Nordsøen og Nordatlanten. Der er tale om et af verdens største hangarskibe.

- Jeg ser det som et fransk ønske om at vise flaget og demonstrere forsvarsvilje, siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet til Sermitsiaq.AG.

Udenrigsministeriet fortæller i en pressemeddelelse, at 'hangarskibsgruppens fokus vil være trænings- og øvelsesaktivitet inden for operationsområdet, som indbefatter det nordlige Atlanterhav, herunder Nordsøen, samt øvrige britiske, norske og danske farvande.'

- Som en af verdens største søfartsnationer er det vigtigt, at vi i Forsvaret har stærke kapaciteter, der kan bidrage til sikkerheden til søs, siger forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) i pressemeddelelsen.

- Med deltagelse i den franske hangarskibsgruppe udvikler Søværnet evnen til at være med i komplekse maritime operationer. Indsættelsen af den franske hangarskibsgruppe i farvandene omkring Danmark er et udtryk for, at sikkerheden i det nordlige Europa tages alvorligt. Det handler om tryghed i vores nærområde.

Tilbage til den kolde krig

Peter Viggo Jakobsen forklarer, at Frankrigs engagement skal læses ind i det ændrede billede af sikkerhedssituationen i Nordatlanten og i særdeles den stærke russiske militære tilstedeværelse i Arktis.

- Man kan sige, at man går tilbage til at agere som under den kolde krig. Det handler om at man vil sikre, at russerne ikke angribe transporter i Nordatlanten i tilfælde af, der skulle opstå en konflikt, siger han.

- Under den kolde krig talte man meget om at det var vigtigt at vinde 'slaget om Atlanterhavet', og det er det vi nu vender tilbage til.

Peter Viggo Jakobsen forklarer, at USA's genaktivering af 2. Fleet skal ses i samme kontekst, da den netop har til opgave at overvåge Nordatlanten. Og på samme måde som nu med det franske hangarskib, har et danske flådefartøj tidligere ledsaget et amerikansk hangartogt.

Ønsker ingen optrapning omkring Grønland

Ligeledes har NATO holdt flere og større øvelser i Nordatlanten. Disse øvelser har man dog med velberådet hu holdt i god afstand af Grønland,

- Både NATO og USA er meget opmærksomme på, at ønsker at man ikke ønsker en optrapning omkring Grønland.

Forsvarets Efterretningstjeneste peger sin seneste risikovurdering på, at Rusland sandsynligvis vil reagere med yderligere militær opbygning, hvis NATO styrke sin tilstedeværelse i Arktis.

- Ruslands bekymring er særlig rettet mod NATO. Det er sandsynligvis Ruslands opfattelse, at USA og andre NATO-lande bruger alliancen til at inddæmme Rusland i Arktis og true Ruslands evne til at forsvare sin nordlige flanke, hedder det i risikovurderingen.

Powered by Labrador CMS