Glarmesteren, rammemanden og kunsthandleren Roar Christiansen, Nuuk, er død 22. juli, 86 år.
Roar Christiansen blev født på Samsø i 1939 kort før anden verdenskrigs udbrud. Efter krigen flyttede han med sine forældre til Alsace i Frankrig ved grænsen til Tyskland, hvor skolegangen foregik – og Roar Christiansen talte derfor både flydende fransk og tysk foruden dansk.

Som 19-årig kom Roar Christiansen i 1958 til København, hvor han hjalp en onkel med at indramme billeder, og dermed blev karrieren afstukket. Han kom til Grønland i 1961 - først som værnepligtig på SKA-bådene og senere i Grønnedal, hvor han arbejdede i tømmershoppen.
Herefter gik turen til Nuuk, for han havde mødt Regine Thaarup Høegh, som han blev gift med. Roar Christiansen fik job hos Jørgensen og Nystrup, indtil han blev selvstændig glarmester i 1973 – først på Inspektørbakken og siden 1986 med den kendte butik på Tuapannguit.
Passion for kunst
Roar Christiansen havde mange gode ideer og interesserede sig levende for kunst. Så virksomheden udviklede sig lige så stille fra indramning til kunsthandel. Her dyrkede han sin store passion for blandt andet Emanuel Petersens malerier. Han købte ofte malerierne på auktion i Danmark blandt andet hos Bruun-Rasmussen, fik malerierne restaureret og retur til Grønland, hvor de hænger i mange virksomheder og på kontorer.
Roar Christiansen var også leveringsdygtig i billeder af grønlandske kunstnere. Hans viden om kunst var legendarisk – og han var ofte manden, som mennesker udefra konsulterede, når de ville vide mere om eller investere i grønlandsk kunst.
Roar Christiansen faldt godt til i Nuuk. Han var glad for byen – og gjorde det til en tradition at fejre sine personlige mærkedage med kunstdonationer til institutioner i den grønlandske hovedstad. Det skete senest i 2023, hvor han i forbindelse med sit 50-års forretningsjubilæum donerede 14 kolorerede kobberstik til Ilisimatusarfik.
Roar Christiansens butik drives i dag videre af datteren Singka Høegh Mortensen.