Første olieskib er ankommet

Opdateret: 11 forsyningsskibe vil kredse omkring boreskibet. Læs Sermitsiaq.

Det knaldgule supply-skib »Vidar Viking« ligger netop nu ved kaj i Nuuk, inden skibet sætter kursen mod farvandet vest for Disko og Nuussuaq.

Dermed er det første af i alt 11 forsyningsskibe (med et engelsk/dansk udtryk supply-skibe), som skal servicere boreskibet »Stena Forth« og boreplatformen »Stena Don«, ankommet til Grønland.

Det skotske selskab Cairn har dermed kastet sig ud i en satsning: Naalakkersuisut (landsstyret) vil først om en uge eller to tage stilling til selskabets ansøgning om at gennemføre to, måske fire boringer denne sommer. Omvendt kan Cairn ikke ringe efter et boreskib som en anden taxa, og derfor har selskabet forlængst chartret i alt 13 skibe til denne feltsæson.

Tre af supply-skibene er frem til 1. november chartret af Kristianssand-selskabet Viking Supply Ship A/S: »Vidar Viking«, »Balder Viking« og »Loke Viking«.

Havnene for små

Skotske Cairn har på en 3-årig kontrakt hyret selskabet Arctic Base Supply til at løse en lang række opgaver i forbindelse med olieefterforskningen. (Arctic Base Supply er stiftet af det selvstyreejede Royal Arctic Line og det Mærsk-ejede Danbor Service).

Et påtrængende problem er de vestgrønlandske havne, som allerede i dag er alt for små til en stigende godsmængde og et øget antal krydstogtssanløb, og derfor er oliehavnen spredt over flere havne.

– Vi koncentrerer sommerens aktiviteter i Nuuk og Aasiaat, siger Taitsiannguaq Olsen, som er divisionschef i Royal Arctic Havneservice og direktør i Arctic Base Supply.

Trods svære pladsproblemer vil Nuuk tage sig af handlingen af supply-skibe, og et område af havnen vil blive forbeholdt gods i forbindelse med prøveboringerne.

Aasiaat bliver hjemsted for et hotelskib, men på grund af pladsproblemer vil der også blive placeret en pram i havnen til opbevaring af boreudstyr.

Sikkerheden

Mens olien fortsat pumper op af den Mexicanske Golf forbereder Grønland sig til den første olieboring i 10 år.

Direktør i Råstofdirektoratet Jørn Skov Nielsen siger til sermitsiaq.ag, at der er en række væsentlige forskelle på den Mexicanske Golf og farvandet vest for Disko og Nuussuaq.

I golfen foregår BP's boringer på 1500 meters dybde, og olien befinder sig under stort tryk 6.000-7.000 meter under havbunden. I Grønland vil Cairn bore på henholdsvis 319 meter og 490 meter, og boringen går kun ned til 3.000 til 4.000 meter.

Samtidig er myndighedskravene i USA væsentligt lempeligere end for eksempel i Nordsøen, som Grønland har sat som sin standard.

Jørn Skov Nielsen siger derfor, at boringerne i den Mexicanske Golf foregår efter lempelige regler under ekstreme forhold, mens det omvendte forhold gælder for sommerens boreplaner i havet ud for Disko og Nuussuaq.

Powered by Labrador CMS