Første billede af prinsen efter operation
Kronprinsen har de seneste dage besøgt sin bror, efter at sidstnævnte for nylig er opereret for en blodprop.
Prins Joachim er i fortsat god bedring efter sin nylige operation for en blodprop i hjernen.
Det oplyser kongehuset i et opslag på det sociale medie Instagram. Opslaget indeholder det umiddelbart første billede af prinsen oven på operationen.
På billedet ses prins Joachim flankeret af sin bror, kronprins Frederik.
- Kronprinsen kom i går hjem fra Frankrig, hvor han de seneste dage har besøgt sin bror, H.K.H. Prins Joachim, H.K.H. Prinsesse Marie og parrets to børn på Château de Cayx.
- Prins Joachim er fortsat i god bedring, men har stadig brug for ro omkring sig, skriver kongehuset i opslaget.
Mod slutningen af juli kom det frem, at prins Joachim var blevet opereret for en blodprop i hjernen.
Det er noget, som rammer cirka 12.000 danskere hvert år.
I starten af august blev det så meddelt, at prinsen var blevet udskrevet fra hospitalet i den sydfranske by Toulouse.
Siden har han opholdt sig på vinslottet Château de Cayx, der ligger i det sydlige Frankrig.
Kongehuset har tidligere oplyst, at prinsen slipper for varige skader som følge af blodproppen.
51-årige prins Joachim flyttede sidste år til Frankrig. Her begyndte han på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved akademiet Ecolé Militaire.
I juni blev han udpeget som ny dansk forsvarsattaché i Paris med start fra 1. september.