Forskere finder enestående kløftstruktur under indlandsisen
Under indlandsisen findes gigantiske kløfter, som i mange år har fascineret forskere verden over. Forskere finder nyt svar på, hvordan kløfterne er opstået
Et hold af forskere fra Geus har undersøgt, hvordan de gigantiske kløfter under indlandsisen er blevet skabt.
Her fandt forskerne ud af, at de store kløftsystemer under Indlandsisen med al sandsynlighed er dannet for flere hundrede millioner år siden af floder og ikke is, som mange ellers indtil nu har troet, skriver De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) på sin hjemmeside.
Større puslespil
- Vores studie er et eksempel på, hvordan geologien stadig i år 2020 giver os nye indsigter i, hvorfor naturen ser ud, som den gør – på trods af, at vi troede, at vi allerede kendte svaret. Nu står vi med en helt ny brik til forståelsen af det arktiske puslespil af is, gletsjere og kløfter, siger Gregers Dam og Martin Sønderholm, begge seniorforskere i Geus, og en del af forskergruppen, der har gjort den nye opdagelse.
Ved at studere specielle mineralkorn fra sedimenter og organisk materiale fra Disko-Nuussuaq vest for Ilulissat kunne forskerne se, hvordan dens betydning havde udviklet sig gennem 100 millioner af år. Det område, som Ilulissatkløften afvandede, dækkede ikke kun det centrale Vestgrønland, men strakte sig helt til Østgrønland. Kløften var dermed den vigtigste transportvej for sedimenter fra de centrale dele af Grønland ud i havområderne ud for Vestgrønland.
Dannet af floder
Også Uparuaqqussuitsutkløften på Svartenhuk Halvø, der er en del af et større kompleks af kløfter, var i forskernes søgelys. Her opdagede de, at sedimenterne, der er afsat i kløften for 65-60 millioner år siden, delvist er bevaret i kløften. Og denne nye viden er ikke af helt uvæsentlig karakter. Den beviser nemlig, at kløftsystemet ikke blev dannet af is, men af floder, der havde eroderet gennem millioner af år.
- Alle disse opdagelser sat i relation til hinanden sætter en streg under forskernes konklusion om, at flere af de gigantiske kløfter i Grønland ikke er dannet af is under den sidste istid, men derimod af floder, hvilket har været udslagsgivende for, hvordan kløfterne ser ud den dag i dag. Isen har dog været med til at ændre udtrykket på mange af de grønlandske kløfter undervejs, så den har ikke været helt uden betydning for, hvordan naturen i ét af de koldeste områder i verden ser ud i dag, lyder det blandt andet fra Geus.