Forsker vender tilbage til huler i Nordøstgrønland efter 46 år
Drypsten i Nordøstgrønlandske huler udforskes nu for at få ny viden om klimaforandringers effekt på naturen.
For første gang siden 1977 skal en række huler i et fjeld i Nordøstgrønland udforskes. En af forskerne bag undersøgelserne er Peter Frykman, som i sin tid var med til at opdage og overfladisk udforske hulerne, og som altså nu vender tilbage til dem efter 46 år.
Det oplyser De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der har sendt forskerholdet afsted mod fjeldet C.H. Ostenfeld - Nunatak, hvor hulerne er.
Fjeldet rager op midt i Wordie-gletsjeren på 74 grader nord, som er mere end 20 kilometer fra randen af Indlandsisen.
Kun udforsket med blitzen fra et kamera
Peter Frykman er seniorforsker ved GEUS i Afdeling for Geoenergi og -lagring, og han fortæller, at ved ekspeditionen i '77 blev kun nogle få af de yderste gange i det tilgængelige hulesystem undersøgt og kun med belysning fra blitzen fra et par kameraer:
- Vi turde ikke gå mere end omkring 20 meter ind, men der var flere tunneller, som fortsatte længere ind. Observationerne er derfor meget sparsomme, så det bliver interessant at komme tilbage og kunne se nærmere på det, udtaler Peter Frykman ifølge Geus.dk.
Under den første ekspedition opdagede forskerne nogle ganske små drypsten i hulerne. Håbet er nu at finde nogle større drypsten længere inde i hulerne. De rummer nemlig vigtig viden om tidligere tiders klima:
Kan måske kaste lys over 800.000 års klima
- Ved at udtage og analysere prøver fra aflejringerne kan forskerne få vigtig viden om fortidens klima fra en periode før den sidste istid og måske helt op til 800.000 år tilbage.
- Til sammenligning kan data fra iskerneboringer i Indlandsisen ”kun” fortælle os om klimaet op til 130.000 år tilbage i tiden, skriver GEUS om formålet med ekspeditionen.
Ekspeditionen varer to uger, og Peter Frykman har følgeskab af Bogdan Onac, som professor ved University of South Florida med speciale i huleudforskning og palæoklima.
Projektet er blevet muligt takket være støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt et mindre bidrag fra Aase og Jørgen Münters Fond, skriver GEUS.