Forsker efter PFAS-rekord i Grønland: Det internationale samfund bør reagere

Det er nødvendigt med at forbud for på længere sigt at mindske PFAS-stoffer i fødekæden, siger forsker bag studie, som har vist rekordhøje niveauer af PFAS i blodet på borgere i Ittoqqortoormiit.

Ifølge det nye studie har 86 procent af indbyggerne i Ittoqqortoormiit blodværdier, der ligger højere end Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets grænseværdi for alvorlig risiko for skader på immunsystemet. (Arkivfoto)

Et nyt studie i det anerkendte tidsskrift Lancet Planetary Health har påvist, at borgere i Ittoqqortoormiit har en meget kedelig verdensrekord.

Forskerne har nemlig fundet rekordhøje niveauer af de såkaldte PFAS-stoffer i borgernes blod.

Fundet bør få myndigheder og verdenssamfundet til at reagere, siger én af forskerne bag studiet til Sermitsiaq.AG:

- Det mest bekymrende i den her undersøgelse er, at vi i et så afsidesliggende område skal have verdensrekord i PFAS-niveauer.

Lang tid om at blive nedbrudt

- Det viser meget tydeligt, at de her stoffer er grænseoverskridende. Ikke bare over korte distancer, men over mange tusinde kilometer spredes stofferne, siger Rune Dietz, professor ved Institut for Ecoscience og Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet.

Ifølge det nye studie har 86 procent af indbyggerne i Ittoqqortoormiit blodværdier, der ligger højere end Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets grænseværdi for alvorlig risiko for skader på immunsystemet.

PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at nedsætte immunsystemets evne til at bekæmpe sygdomme og øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

Rune Dietz forklarer, at stofferne er meget lang tid om at blive nedbrudt i kroppen, og derfor håber han på et forbud:

Forbud over gode intentioner

- Hvis man er fanger, lever man af sin fangst, og er tvunget til at spise det, man kan fange. Men de her stoffer har en lang halveringstid, så det er ikke noget, der forsvinder i den nærmeste fremtid.

- Selvom man har nogle gode intentioner og eksempelvis et FN-verdensmål, hvor man gerne vil have, at niveauerne er reduceret til et minimum i de marine fødekæder i 2025, kommer det ikke til at ske med de her stoffer, siger Rune Dietz og fortsætter:

- Det går simpelthen så langsomt. Det har vi set tidligere, fordi det ikke kun er PFAS, det drejer sig om. Vi har set det samme med PCB, som også er et kæmpe problem, og det er igen Østgrønland, der er hårdest ramt. Begge stofgrupper hører af samme grund til gruppen af POPer (Persisten Organic Pollutants).

Klimaforandringer kan forstærke proces

Ifølge Rune Dietz er der noget, det tyder på, at klimaforandringer forstærker udviklingen:

- Det skyldes, at isbjørne er begyndt på østkysten i højere grad er begyndt at spise klapmyds og grønlandssæl, som har højere niveauer af miljøgifte som PCB end ringsæl har. Det vil sige, at niveauerne faktisk er steget for en lang række miljøfremmede stoffer, og det er vi i gang med at undersøge grundigere for de nye arters indhold af PFAS.

Forskeren mener, at det internationale samfund bør reagere:

- Man må håbe, at et forbud kan blive en realitet. Hellere i morgen end senere.

Lavere niveauer i Vestgrønland

Forskernes undersøgelser viser, at det er fangstdyrene og borgere i Østgrønland, der har de højeste niveauer af soffer som PFAS, PCB og andre organiske miljøgifte, mens niveauerne er lavere i Vestgrønland

For kviksølv forholder det sig anderledes, da niveauerne af dette tungmetal er højest i Qaanaaq, Nordvestgrønland området, fortæller Rune Dietz.

Powered by Labrador CMS