Formandsskifte følges nøje fra Danmark

De seneste seks år har Kim Kielsen i høj grad tegnet Grønland udadtil som formand for Siumut og formand for Naalakkersuisut. Men med weekendens formandsopgør venter muligvis forandringer i rigsfællesskabet

Jeg kender ikke Erik Jensen. Jeg har dog indtryk af, at han er en dygtig mand, men måske mere yderliggående hvad angår selvstændighed, end Kim Kielsen har været. Der er en løsrivelsesbølge i Siumut, og de folk Erik Jensen har bag sig er meget markante i selvstændighedskampen, siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Læs hans reaktion på formandsskiftet i avisen Sermitsiaq.
Offentliggjort

Formandsvalget i Siumut er ikke gået ubemærket hen i Danmark. Mandag morgen var nyhederne fyldt med historier om formanden, der nu var sendt ud i kulden af et flertal i partiet.

Den generelle holdning var, at ”det var topstyring og møgsager, der i sidste ende væltede Grønlands tavse leder”, som Kristeligt Dagblad beskrev Kim Kielsen.

Flere kaldte det for en ”overraskende drejning” i Siumut, og der er blevet spekuleret i, hvordan den nye leder nu vil se på rigsfællesskabet og de geopolitiske spørgsmål. En af dem, der har fulgt tæt med i udviklingen i Grønland, er lektor ved Forsvarsakademiet, Jon Rahbek-Clemmensen.

- Relationen mellem Grønland og Danmark er i høj grad persondrevet. Det betyder altså noget om det er Aleqa Hammond, Kim Kielsen eller Erik Jensen, der er landsstyreformand. Dermed er det selvfølgelig en kilde til usikkerhed, når formandsposten i Siumut skifter hænder. Men vi ved reelt set ikke meget om, hvad Erik Jensen står for.

- Kim Kielsen har været pragmatisk anlagt i relationen til Danmark, og har ikke ønsket stridigheder med København. Nogle af de personer, der er kommet ind i Siumuts bestyrelse, og som står lige bag Erik Jensen kan repræsentere en mere konfronterende linje i forhold til rigsfællesskabet, men jeg tror, man skal passe på med at sige, at Kim Kielsens linje nu er dømt ude.

- Jeg vil med stor spænding se, hvordan det udvikler sig i Grønland. Men helt fundamentalt er Grønland fortsat meget afhængig af forholdet til Danmark, og samtidig har man aktuelt fået oparbejdet et godt samarbejde med USA, så måske er der ikke grund til at rokke alt for meget ved båden, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Mange strømninger i Siumut

Hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er seniorforsker Ulrik Pram Gad også spændt på at se, hvordan tingene udvikler sig de kommende dage.

– Siumut har altid rummet en bred bevægelse af strømninger og forskellige grupperinger. Kim Kielsen fik kritik for at være for lidt kommunikerende og for lidt inddragende om retningen og den politiske linje. Det bliver interessant at se, om Erik Jensen får bedre held med at lægge en linje, som der bakkes op om. Det er svært at vurdere på nuværende tidspunkt, men i alle de perioder, hvor Siumut har haft regeringsmagten, har det knebet med at holde linjen over tid, siger Ulrik Pram Gad og refererer til, at splittelse i Siumut allerede har ført til dannelsen af Partii Naleraq i 2014 og Nunatta Qitornai i 2017.

Læs hele historien i avisen Sermitsiaq. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS