Forfatter kræver aktindsigt i PET-rapport

En mistanke om at være beskrevet i PET-rapporten om Grønland har fået en dansk forfatter til at kræve aktindsigt i det afsnit, der indgår i hans nye roman

Forfatter Hans Jakob Helms er med i Vild med ord ved Århus Festuge, hvor han i weekenden fortæller om sin nye bog. Foto: Ole G. Jensen
Offentliggjort

I kølvandet på udgivelsen af sin ny roman har forfatteren Hans Jakob Helms henvendt sig til Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det sker for at få aktindsigt i de papirer, der ligger til grund for et afsnit i rapporten PET's virksomhed i Grønland og Færøerne.

- Jeg er nødt til at vide, om det virkelig er mig, der er tale om, ligesom jeg er meget interesseret i at få klarhed over hvem, der har forsøgt at beklikke mit gode navn og rygte over for PET, siger Hans Jakob Helms.

Han tilføjer, at der visse steder i romanen 'Når du fløjter efter nordlyset' ikke er så langt mellem fiktion og virkelighed. Helms erkender også blankt, at han et sted har kopieret et afsnit fra PET-rapporten ordret ind i sin bog.

Helms' seneste roman handler om tiden umiddelbart efter Grønlands overgang til hjemmestyre, da han selv fik job i Grønland i organisationen Inuit Circumpolar Conference (ICC). Kærlighed og oliefeber er også væsentlige ingredienser.

- På en række punkter minder hovedpersonen Bjørn, der er journalist, nok en del om mig. Og ordlyden i PET-rapporten overlader ikke meget til fantasien, så jeg følte mig i min gode ret til at bruge citatet, siger Helms om omtalen af en ny mand i ICC.

I rapporten lyder citatet, som Helms har brugt i bogen: "Kilden karakteriserede denne på følgende vis: "udadtil optræder [han] som blød socialdemokrat". Men ifølge kilden afslørede han sig indimellem som særdeles rabiat - som stalinist".

"Dette gav PET-medarbejderen anledning til at omtale trotskisternes "sædvanlige infiltrationsmetoder", hvortil kilden bemærkede, "at det for ham lød lige som [ham]", lyder det videre. Det har fået romanforfatteren op af stolen. Han skriver til PET:

- Beskrivelsen af den "nye mand" - såfremt dette skal karakterisere undertegnede - er fuldstændig hen i vejret, og jeg ønsker i den forbindelse at kunne forsvare mig mod de fremsatte anklager og beskyldninger om politiske holdninger, jeg aldrig har haft.

Hans Jakob Helms betegner selv sin ny bog som en moderne udviklingsroman med et globalt perspektiv. Det handler ikke som tidligere tiders udviklingsromaner om en ung mand, der flytter fra Jylland til København, men om en ung jyde, der flytter til Grønland.

- Bjørn kan slet ikke finde rundt. Han havner i et kulturelt vakuum, som gør ham forvirret. Selv om grønlændere taler lige så godt dansk som os, så tænker de helt anderledes. Det skal man holde sig for øje, understreger Helms.

Læsere med et vist kendskab til Grønlands nyere historie vil kunne nikke genkendende til adskillige af romanens hændelser og personer. Konfronteret med dette trækker Helms på smilebåndet og siger, at man da er velkommen til at drage sine egne slutninger.

Romanen springer mellem 1982 og 2002, hvilket ud over at være spændingsskabende også giver indsigt i udviklingen i Arktis og særligt i Grønland.

Blå bog om Hans Jakob Helms
Født 1949 i Ammassalik i Østgrønland
Opvokset i Grønland og Danmark
Cand.mag. i dansk sprog og litteratur samt etnografi fra Aarhus Universitet
Har i mere end 30 år arbejdet i og for Grønland.
Helms har været assistent for det grønlandske medlem af EF-parlamentet.
I Grønland har han været beskæftiget med internationalt arbejde i tilknytning til Grønlands hjemmestyre og Inuit Circumpolar Conference (ICC), der er en sammenslutning af oprindelige folk i Grønland, Alaska og Canada.

Efter Grønlands udmeldelse af EF i 1985 blev Helms ansat først som konsulent og senere som direktør i Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor i København.
I 1996 flyttede Helms tilbage til Grønland, hvor han fik job som udenrigsdirektør og senere som direktør for trafik og handel.
I 2000 blev han ansat som koordinator for "Den nordatlantiske Brygge" i København.
Siden november 2003 har Helms arbejdet som sekretariatschef for Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.
Debuterede som forfatter i 1977 med romanen "Giftpølen".
Udgav i 2005 "Dansen i Genève" om 25 års internationalt arbejde.
Romanen "Når du fløjter efter Nordlyset" om Arktis og globaliseringen er netop udkommet.

Powered by Labrador CMS