Fører af vandscooter fængsles efter dødsulykke i Københavns Havn

To amerikanske kvinder mistede livet, da vandscooter med høj fart påsejlede den udlejningsbåd, de sad i.

Offentliggjort

Efter dødsulykken i Københavns Havn er en 24-årig fører af en vandscooter blevet varetægtsfængslet til 1. juni.

Det er resultatet af et grundlovsforhør søndag aften i Københavns Byret.

Den 24-årige sigtes af politiet for dobbelt uagtsomt manddrab, for hensynsløst at have udsat andre for livsfare og for at have undladt at hjælpe personer i nød.

På en vandscooter sejlede han lørdag aften med høj fart ind i en langsomt sejlende udlejningsbåd med flere personer.

To amerikanske kvinder, der befandt sig i båden, mistede livet. De er i begyndelsen af 20'erne, oplyser politiet søndag aften til Ritzau. Begge var i Danmark på skoleophold.

Den ene kvinde, der pådrog sig kraniebrud, døde lørdag aften. Den anden døde på Rigshospitalet natten til søndag af sine kvæstelser.

Det er mandens fortid, som dommeren henviser til som begrundelse for varetægtsfængslingen. Han er tidligere blevet dømt for farlig vold og for røveri.

Powered by Labrador CMS