Foreningen Grønlandske Børn: Dansk hjælp kan ikke stå alene

Sekretariatsleder i Foreningen Grønlandske Børn Nike Berthelsen håber på en langsigtet plan i forhold til de udsatte børn i Tasiilaq. - Der skal ske andre tiltag end hjælpepakken, påpeger han

Offentliggjort

Sidste måned blev 5,3 millioner kroner afsat fra den danske regering, som skal hjælpe de udsatte børn i Tasiilaq.

Foreningen Grønlandske Børn er glad for tiltaget, men påpeger, at hjælpepakken ikke kan stå alene.

- Ambitionen om at stoppe blødningen i Tasiilaq bakker vi op om, – for Tasiilaq bløder, og børnene betaler en høj pris. Det er klart, at bevillingen ikke rækker til, for alvor, at ændre kursen for den udvikling, der er så hårdt brug for at vende i Tasiilaq, siger sekretariatsleder i Nuuk, Nike Berthelsen, i Foreningen Grønlandske Børns hjemmeside.

Konkrete tiltag

Børneorganisationen er glad for at Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag også har planer om iværksætte et større stykke arbejde med en bevilling på 80 millioner fordelt over fire år.

- Lige nu er det kun anbefalinger, og intet er besluttet endnu, men vi følger med og imødeser de mere konkrete tiltag, fremhæver Nike Berthelsen.

Lokalforankring

En af de ting, sekretariatslederen peger på som vigtige overvejelser i forhold til den mere langsigtede indsats, er vigtigheden af lokal forankring.

- Vi har med vores bisidderordning Najorti gode erfaringer med lokalforankring og kapacitetsopbygning. I Najorti er det lokale borgere, der uddannes til at bisidde børn, der har en socialsag i kommunen. Udgangspunktet er, at børnene skal beskyttes af voksne, der er tæt på dem og de lokale ressourcer, der er i byen, skal i spil. Tiltag med lokalt ejerskab er potentielt en forandrende kraft i samfundet, men det kræver mere end en akutpakke at bygge den slags tiltag op, siger Nike Berthelsen.

- Najorti er ikke en indsats, der med et trylleslag kan vende udviklingen i Tasiilaq, og derfor skal den heller ikke stå alene, men det er en helt konkret lokalt forankret indsats, der holder hånden under de allermest sårbare børn i kommunen, påpeger han.

Kræver koordineret indsats

Han opfordrer politikerne vil inddrage de grønlandske børneorganisationer, der er tæt på borgerne og børnene.

- Der er brug for en koordineret indsats både i arbejdet på den korte bane i Tasiilaq, men også i det fremadrettede arbejde med at finde de forebyggende, langsigtede og vedvarende indsatser, der er så hårdt brug for, lyder det fra Nike Berthelsen.

Powered by Labrador CMS