Forening for kredsdommere er frustreret: Lønniveauet har stået i stampe for længe

Kredsdommere er utilfredse med lønnen. Forhandlingerne herom har stået stille i flere år, og der sker ingen fremskridt, mener Eqqartuussisoq.

Foreningen har længe ønsket, at kredsdommere skal stige en lønramme.
Offentliggjort

Det er ikke kun politiet og anstaltsbetjentene, der er utilfredse med lønnen.

Sådan indleder kredsdommerforeningen Eqqartuussisoq i et åbent brev til de to MF'ere Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki Matilda Høegh Dam (S). De to politikere kæmper for ligeløn til grønlandske betjente, mens kredsdommerne føler sig oversete.

Foreningen understreger, at kredsdommernes lønforhandlinger har været gået i stå i flere år. Der sker ingen fremskridt, lyder det:

- Vi har Politiforbundet som vores fagforening. Det er dem, som nu i flere år har forsøgt at køre vores forhandlinger, men de løber panden mod muren gang på gang.

Højere grundløn til sekretærerne

Det er ifølge kredsdommerforeningen en kendsgerning, at der i mange år har været ”udvandring” fra sekretærsiden i de grønlandske domstole til dels på grund af lønnen - og som følge heraf har kredsdommerne lavet en masse sekretærarbejde.

Vel at mærke uden tillæg. Men, tilføjer Eqqartuussisoq:

- Nu kan vi måske endelig se frem til, at vi nu kan beholde dygtige og kompetente sekretærer, der ikke flygter med deres viden til bedre lønnede stillinger, da det efter forlydende lader til at de får et tiltrængt lønløft.

Men medaljen har en bagside.

- Deres lønløft giver en grad af skævhed i retterne, da nogle af sekretærerne ender med en grundløn, som er højere end kredsdommernes.

Diverse tillæg - nej tak

Foreningen har længe ønsket, at kredsdommere skal stige en lønramme. De skal desuden have erstatningsfridage ved tjenesterejser og en frirejse i forbindelse med ferie hvert år - og ikke hvert andet år.

- Vi ønsker ikke at blive spist af med diverse tillæg, som ikke giver pension. Vi ønsker at få en højere grundløn og stige i lønramme, så vi får en løn, som er tilpasset de særlige grønlandske forhold, og som er værdig for en kredsdommer:

- Ingen af os sidder i vores stillinger for lønnens skyld, men når det er sagt, så er der nødt til at være en balance mellem udført arbejde og aflønning.

Domstolsstyrelsen og Politiforbundet er ikke kunnet blive enige om nogle af punkterne, så det er gået i stå, oplyser Eqqartuussisoq. Dermed er forhandlingen blevet henvist til lønningsrådet i Folketinget.

- Vi venter på, at der forhåbentlig bliver udmøntet nogle penge til os.

Powered by Labrador CMS