Fordomme: Grønlændere i Danmark har rank ryg
I kølvandet på den nye undersøgelse om danskeres fordomme om grønlændere har Sermitsiaq.AG’s mand i Aalborg støvet denne solstrålehistorie frem
- Fordomme om grønlændere? På Kofoeds Skole i Aalborg bruger vi de kompetencer, vores grønlandske elever har, og det er vi stolte over.
Sådan fastslår teamleder på Kofoeds Skole i Aalborg, Helle Rønn Christensen.
- Det grønlandske turistråd Visit Greenland har kortlagt danskernes fordomme om grønlænderne med overskrifterne druk, misbrug og sociale problemer. På Kofoeds Skole i Aalborg har vi i år haft kontakt til cirka 350 grønlændere, som har mange forskellige talenter og udfordringer. Vi oplever i høj grad, at grønlændere er meget mere end sociale problemer, og vi vælger i vores indsats at tage udgangspunkt i de mange sociale, musiske og kreative kompetencer, som vores grønlandske elever har, fortæller Helle Rønn Christensen.
Læs også "Fordomme gør livet svært for grønlændere"
Læs også "Danskere: Grønlændere drikker og nasser"
Læs også "Grønlandsk historiker: Vigtigt at kende sin historie"
- I 2011 har vi registreret cirka 200 grønlændere, der kom hos os på Kofoeds Skole, og nu i 2012 er der hidtil 350, der gerne vil daltage i vore aktiviteter, som blandt andet omfatter produktion af husflid i ben og skind med salg for øje. Indkomsten fra salget bruges til køb af materiale til yderlige produktion og indkøb af mad til de daglige fællesspisninger. Så eleverne er på denne måde til at dække udgifter til de daglige aktiviteter og mad, de nyder sammen. Mens nogen fremstiller husflidsarbejder i skind og ben, er der andre frivillige, der sørger for tilberedning af mad, som alle indtager i fællesskab, og alle føler, de har et fællesskab, de yder til og har medansvar for.
Kreative kompetencer
Derudover iværksætter Kofoeds Skole interessegrupper, som gør det muligt at sætte sig sammen og snakke fællesting igennem – der er mandegruppe, kvindegruppe og familiegruppe, der alle jævnligt får fred til at fremlægge deres synspunkter og støtte hinanden.
- Det har været kendetegnende, at Kofoeds Skole med fire afdelinger i Danmark har taget sig af socialt udsatte grønlændere, men en af grundene til, at vi nu opsøges af flere nu, er, at andre grupper af grønlændere er begyndt at deltagee som frivillige i de mange forskellige aktiviteter, forklarer Helle Rønn Christensen.
- Mange af vores elever er udfordret af at blive integreret i det danske samfund. Vi har derfor valgt via deres kreative kompetencer at indlede et samarbejde med det danske erhvervsliv, hvor vi udstiller og sælger unika kunsthåndværksproduktion i virksomheder, institutioner og foreninger. Grønlandsk sæl og rensdyrtak er traditionelt materialer, som har været anvendt i det grønlandske samfund, og mange af vores elever har en del erfaring i at bearbejde det til unikt kunsthåndværk, siger Helle Rønn Christensen.
Gode kræfter og oplevelser
- Anita Møller, sekretariatschef i Erhverv Norddanmark, har inviteret os indenfor i hendes nyåbnede butik ”Strikkepinden”. Derudover vil hun ligeledes gerne være behjælpelig med kontakter i hendes erhvervsnetværk til mentorer til de af vores elever, som mangler et bestemt branchenetværk til at komme ind på det danske arbejdsmarked.
- Vi indleder også et nyt samarbejde med Mads Sølver Pedersen, direktør i ”Springeren - Maritimt Oplevelsescenter”, hvor han vil udstille og sælge vores produkter. Derudover har han doneret fribilletter til de mange af vores grønlandske elever, som ikke af egen økonomi har mulighed for de oplevelser, som dette marine museum har at byde på.
- Endeligt har Aalborg Teater haft ansat to grønlændere som statister til en af deres forestillinger af 'Jeppe på bjerget'. Udover den faste stab af medarbejdere bestående af en leder, en socialrådgiver og to aktivitetsmedarbejdere er der i det daglige tilknyttet 30 frivillige, der får det hele til at fungere, fortæller Helle Rønn Christensen.