alkohollov
Forbud beskytter ikke børn mod alkoholreklamer
Flere parter mener, at et forbud mod alkoholreklamer er virkningsløst. GE foreslår, at man i stedet for aftaler etiske regler for reklamerne.
Hvis man ser det danske landsholds kamp sammen med børnene her til aften, så vil de se reklamer for Carlsberg. Det samme gælder, hvis man for eksempel følger Liverpool FC. Bryggeriet er nemlig i begge tilfælde sponsor ligesom for en række superligaklubber.
Reklamer alle vegne
Ligeledes vil børn støde ind i reklamer for alkohol, når de surfer på internettet. Med vore dages teknologi vil man endda uden problemer kunne lave reklamekampagner direkte målrettet de grønlandske forbrugere ved for eksempel at benytte Facebook.
- Vi kan jo ikke stoppe reklamer, der kommer udefra, hverken på tv eller på internettet, siger sekretariatschef i GE, Karsten Lyberth-Klausen til Sermitsiaq.AG.
- Gak-gak
Demokraternes Nivi Olsen var ind på det samme - omend mindre diplomatisk - da lovforslaget blev førstebehandlet i Inatsisartut.
- Undskyld mig; men det er helt gak-gak at indføre den slags forbud i en globaliseret verden, sagde hun.
Selvom Carlsberg altså fortsat ville kunne markedsføre deres øl - også overfor et grønlandsk publikum, er bryggeriet ligeledes imod forbuddet.
- Det er en helt grundlæggende præmis på det frie marked, at virksomheder har mulighed for at kommunikere med forbrugerne, skriver Carlsberg i sit høringsvar.
Forslår etiske regler
GE mener ikke, at et sådan forbud overhovedet vil virke.
- Så vi er klart imod et forbud, da det ikke har noget formål, siger Karsten Lyberth-Klausen.
Lærernes fagforening, IMAK skriver i deres høringssvar, at et reklameforbud ligefrem kan have negative konsekvenser, da det i deres øjne bidrager til, at børnene kan få et unaturligt forhold i alkohol.
GE foreslår, at man i stedet for nedsætter et råd, der fastlægger nogle spilleregler, så man i en grønlandsk sammenhæng undgår reklamer, der er direkte målrettet børn og unge.
- Man kan for eksempel aftale, at man ikke reklamerer for alkopops, forklarer Karsten Lyberth-Klausen.
På samme måde, kan reklamer, der åbentlyst opfordrer til rusdrikkeri, blive sat på den sorte liste.
Naalakkersuisut fastholder
Et sådant råd kunne ligeledes stå for oplysningskampagner, der skal fremme en ansvarsbevidst omgang med alkohol, mener GE.
Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA) fastholder, at et forbud mod alkoholreklamer er den rigtige vej at gå.
- Det er rigtigt, at vi ikke kan fastsætte regler for udenlandsk markedsføring. Det mener jeg ikke skal afholde os fra at gøre noget ved markedsføring her i landet. Vi tillader heller ikke reklamer for tobak, så jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal tillade reklamer for alkohol, siger hun til Sermitsiaq.