Forbrydelsesofre skal sikres bedre rådgivning

Naalakkersuisut er klar til at styrke den støtte og rådgivning, der tilbydes til forbrydelsesofre

Offentliggjort

Folketinget har afsat 10 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021 til at styrke justitsområdet i Grønland.

Naalakkersuisut har på den baggrund anmodet om, at dette blandt andet bruges på at styrke informationen til ofre, skriver selvstyret i en pressemeddelelse.

- For de fleste mennesker er politiets og domstolenes konkrete behandling af sager om kriminalitet ukendt. Det er derfor vigtigt, at ofre bliver orienteret om forløbet af sagen. Desuden bør det sikres, at personalet ved politiet og domstolene er klædt på til at tale med ofrene på en god måde. Selvom sager om vold, voldtægt og seksuelle overgreb mod børn desværre ikke er ukendte for myndighederne, så vil sagen for ofret være unik og myndighederne bør behandle den som sådan, oplyser selvstyret.

Henvendelsesmuligheder

I forbindelse med det har Naalakkersuisut i sin 'Strategi og Indsatsplan' på Justitsområdet ønsket, at henvendelsesmulighederne for ofre styrkes, således; at personer, der udsættes for personfarlige forbrydelser, skal have mulighed for at få akutte støttende samtaler med en psykolog umiddelbart efter hændelsen, hvis de ønsker det.

- Det er vigtigt, at vi styrker vores indsatser til ofre - både behandlingstilbud og støttetilbud. Derfor har jeg også valgt at sætte punktet omkring ”Særlige indsatser for ofre” på dagsordenen når jeg til september mødes med Justitsminister Søren Pape Poulsen, siger naalakkersuisoq for justitsområdet Anthon Frederiksen (PN) i pressemeddelelsen.

Ligeledes forbereder Naalakkersuisut i øjeblikket etableringen af en voldsofferrådgivning i form af en telefonlinje. Hensigten er, at ofre kan henvende sig til rådgivningen for at få støttende psykologsamtaler og vejledning om erstatning, juridisk bistand, skadesanmeldelser ved forsikringsselskaber mv.

Det oplyses samtidigt, at Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb ”Killiliisa” lanceres på mandag.

Powered by Labrador CMS